"Fahhrenheit 451" - Censurkritik eller kulturpessimisme?

Føljeton: Dystopier IX

Gæsteindlæg (Part II): Censurkritik eller kulturpessimisme?

- af skribent, debattør og selvudnævnt liberal ballademager Christopher Arzrouni. Oplægget blev holdt som indledning til visningen af filmen ”Fahrenheit 451” i Cinemateket den 24. oktober 2013.

En af de væsentligste ting, vi må hæfte os ved, er forklaringen på, hvordan sådan et totalitært samfund kan opstå. Det får vi udførligt beskrevet i den helt centrale konversation, som Montag har - hjemme i sin stue - med sin overordnede: kaptajn Beatty.

Det er ikke som sådan staten, der er roden til problemet. Det er folket. Folkets ambitionsniveau falder.

”Skoletiden skæres ned, disciplinen slappes, filosofi, historie og sprog udgår som undervisningsfag, modersmål og grammatik forsømmes lidt efter lidt, indtil man til sidst næsten helt har droppet også dem. Livet er blevet gjort ”umiddelbart”; det eneste, der tæller, er arbejdet, der giver det daglige brød, og så fornøjelserne efter endt arbejdstid. (77)”

Der er simpelthen tale om noget, der minder om en naturlig udvikling. 

”Du må jo forstå, at vores civilisation er så uhyre omfattende, at vi ikke kan risikere, at mindretallene bliver ophidsede og sætter sig i bevægelse. Stil engang dig selv det spørgsmål: Hvad ønsker vi frem for alt her i landet? Folk ønsker at være lykkelige, ikke sandt? (82)”

Og hvordan bliver man lykkelig? Ved ikke at gøre hinanden ondt.

”Negrene kan ikke lide Den Lille Sorte Sambo. Altså brænder vi den. De hvide sætter ikke synderlig pris på Onkel Toms Hytte. Altså brænder vi den (82)”

Det er meget a propos den ytringsfrihedsdiskussion, vi engang imellem har herhjemme. 

Den handler i bund og grund om, hvorvidt vi må såre andre menneskers følelser.

”Ro, Montag. Fred, Montag (83)”

Og det gælder ikke kun i bøgernes verden. Det gælder også i de medmenneskelige relationer. En mand og en hustru lever måske sammen i en form for kærlighed.

Men når der ikke er mere kærlighed - eller manden bliver dræbt i krigen - så er det om at komme videre. Hurtigt.

”Ti minutter efter at manden er død, er der ikke andet tilbage af ham end en klart sort støv. Lad os ikke tærske langhalm på den enkeltes liv og gerninger med mindetaler og anden snak: Glem dem! Brænd dem! (83)”

Vi befinder og altså i en verden, hvor myndighedernes autoritet er alt - men også en verden, hvor mennesket har abdiceret - følelsesmæssigt, intellektuelt. (Det fanger bogen meget skarpt. Men filmen ikke nær så meget.)

Montag og hans hustru Linda lever et pænt, konformt liv. Widescreen fjernsyns-vægge og piller har erstattet egentlige følelser. 

Men der er stadig mennesker, der klynger sig til den gamle verden, bøgernes verden.

Disse mennesker ser vi i filmen.

Men filmen mangler en gruppe mere. Nemlig de unge, for hvem al medmenneskelighed er forsvundet. De drager hærgende rundt i byerne i deres biler og kører folk ned.

Og vi mærker kun helt overfladisk den krig, som lurer i baggrunden, og som folk fortrænger.

Samfundet er under opløsning indefra. Der er ganske vist ikke længere noget åbenbart farligt. (På overfladen). Men under overfladen smuldrer det hele. Paradoksalt nok kunne man påstå, at det eneste, der holder sammen på det hele, er den totalitære statsmagt.

Jo, Fahrenheit 451 er en særdeles kulturpessimistisk bog, skrevet i 1953 - for hele 60 år siden. ”Selv kulturpessimismen var bedre i gamle dage” påstod forfatteren Jakob Levinsen i dag - på Facebook.

Mange siger, at Bradbury skrev en bog om censur. Og derfor er Fahrenheit 451 meget populær - som begreb - i de læsende klasser. Men Bradburys formål var ikke at skrive en bog om censur. 

Han ville at skrive en bog om, hvordan vi bliver gjort til idioter af debile underholdningsprogrammer. Hvordan vi sætter barren stadig lavere, og dermed gør os selv dummere og dummere - og mere og mere overfladiske - indtil det til sidst går helt galt.

Bradburys holdning til censur var sådan set meget simpel: Hvis nogen tager dine bøger ned af hylderne på biblioteket, så stil dem selv på plads igen - i al stilhed. Du vinder i det lange løb.

Nogle har set Bradburys bog som en kritik af maccarthyisme i 1950’erne. Men det er det heller ikke - i følge ham selv. Præsident Eisenhower fik hurtigt sat Maccarthy på plads.

Arzrouni Part I: Om bogen og filmen (uge 45)

Arzrouni Part III: Denvigtigste bog i bogen/filmen (uge 47)