"Fahrenheit 451" - Den vigtigste bog i bogen…

Føljeton – Dystopier X

Gæsteindlæg (Part III): Den vigtigste bog i bogen…

- af skribent, debattør og selvudnævnt liberal ballademager Christopher Arzrouni. Oplægget blev holdt som indledning til visningen af filmen ”Fahrenheit 451” i Cinemateket den 24. oktober 2013.

Nu er det studentermenigheden, vi er i - her i aften. Derfor er det på sin plads lige at komme ind på den vigtigste bog, der optræder i Fahrenheit 451 - altså i bogen, ikke i filmen.

Den bog, som brandmanden Montag tager til sig, er en del af Det gamle Testamente: Prædikerens Bog. Hvis I slår op i den, så vil I se, at Fahrenheit 451 og Prædikerens Bog deler samme tema. ”Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed”

Og så går det slag i slag - fordi alt hvad vi sætter pris på - er tomhed: ”for jo større visdom, des større kval, den, der øger sin kundskab, øger sin smerte.. (Præd. 1,18)

Rigdommen er også tomhed (2, 1-11) ”Jeg tænkte: Lad mig prøve at nyde glæden og lykken! Men også det var tomhed! Om lystigheden måtte jeg sige: »Den er tåbelig!« 

og om glæden: »Hvad fører den til?«

Og de sidste ord i Prædikerens Bog lyder: ”Men ud over det: Min søn, lad dig advare! 

Der er ingen ende på de mange bøger, der skrives, og den megen læsning bliver man træt af. Når du har hørt det hele, skal du drage den slutning: Frygt Gud, og hold hans bud, det skal alle mennesker” (PB kap 12)

Se det er jo helt ironisk - når man tænker på det bog-glade budskab i Fahrenheit.

Nå, det var en lille digression. Men jeg synes, at den var vigtig, for den mangler i filmen.

I Bradburys bog får Montag nemlig dette budskab: ”De er Prædikerens Bog. Kan De så forstå, hvor betydningsfuld, De i det sidst forløbne øjeblik er blevet” (203-204)”

Og da vi når hen mod slutningen - og Montag styrter forpint om - er det Prædikerens bog, han fremsiger for sig selv.

”Han sagde ordene mange gange, og de var fuldkomne uden anspændelse og der var intet spor af Denhams Tandcreme og Denhams Mundvand, der var blot Prædikeren selv, der havde rejst sig i hans bevidsthed og nu så på ham (217)”

Men det er ikke Prædikerens Bog, der får de sidste ord i Fahrenheit 451 - den trykte udgave. De sidste ord er fra Johannes Åbenbaring. ”Og på den anden side af floden stod der et livets træ, der bar tolv slags frugt og bar en slags frugt hver måned, og bladene på dette træ var til alle folkeslagenes helbredelse” (222)

”I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ, som bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. (Johannes Åbenbaring kap 22, v 2)

Om ikke andet, så tjener de mange henvisninger til Bibelen - både de skjulte og de åbenbare - til at indramme fortællingen.

Alt er tomhed i den moderne verden. 

Menneskene er blevet fremmegjorte for hinanden.

Men ordet overlever - ikke nødvendigvis i form af en bog - men i form af et menneske.

Og der skal komme en ny begyndelse.

Som kristen har jeg haft stor glæde af at læse bogen. Som liberal ballademager har jeg også nydt oprøret mod den totalitære undertrykkelse.

Nu skal I se filmen om lidt.

Men gør jer først og fremmest den tjeneste at læse bogen!

Arzrouni Part I: Om bogen og filmen (uge 45)

Arzrouni Part II: Censurkritik eller kulturpessimisme? (uge 46)

"Fahhrenheit 451" - Censurkritik eller kulturpessimisme?

Føljeton: Dystopier IX

Gæsteindlæg (Part II): Censurkritik eller kulturpessimisme?

- af skribent, debattør og selvudnævnt liberal ballademager Christopher Arzrouni. Oplægget blev holdt som indledning til visningen af filmen ”Fahrenheit 451” i Cinemateket den 24. oktober 2013.

En af de væsentligste ting, vi må hæfte os ved, er forklaringen på, hvordan sådan et totalitært samfund kan opstå. Det får vi udførligt beskrevet i den helt centrale konversation, som Montag har - hjemme i sin stue - med sin overordnede: kaptajn Beatty.

Det er ikke som sådan staten, der er roden til problemet. Det er folket. Folkets ambitionsniveau falder.

”Skoletiden skæres ned, disciplinen slappes, filosofi, historie og sprog udgår som undervisningsfag, modersmål og grammatik forsømmes lidt efter lidt, indtil man til sidst næsten helt har droppet også dem. Livet er blevet gjort ”umiddelbart”; det eneste, der tæller, er arbejdet, der giver det daglige brød, og så fornøjelserne efter endt arbejdstid. (77)”

Der er simpelthen tale om noget, der minder om en naturlig udvikling. 

”Du må jo forstå, at vores civilisation er så uhyre omfattende, at vi ikke kan risikere, at mindretallene bliver ophidsede og sætter sig i bevægelse. Stil engang dig selv det spørgsmål: Hvad ønsker vi frem for alt her i landet? Folk ønsker at være lykkelige, ikke sandt? (82)”

Og hvordan bliver man lykkelig? Ved ikke at gøre hinanden ondt.

”Negrene kan ikke lide Den Lille Sorte Sambo. Altså brænder vi den. De hvide sætter ikke synderlig pris på Onkel Toms Hytte. Altså brænder vi den (82)”

Det er meget a propos den ytringsfrihedsdiskussion, vi engang imellem har herhjemme. 

Den handler i bund og grund om, hvorvidt vi må såre andre menneskers følelser.

”Ro, Montag. Fred, Montag (83)”

Og det gælder ikke kun i bøgernes verden. Det gælder også i de medmenneskelige relationer. En mand og en hustru lever måske sammen i en form for kærlighed.

Men når der ikke er mere kærlighed - eller manden bliver dræbt i krigen - så er det om at komme videre. Hurtigt.

”Ti minutter efter at manden er død, er der ikke andet tilbage af ham end en klart sort støv. Lad os ikke tærske langhalm på den enkeltes liv og gerninger med mindetaler og anden snak: Glem dem! Brænd dem! (83)”

Vi befinder og altså i en verden, hvor myndighedernes autoritet er alt - men også en verden, hvor mennesket har abdiceret - følelsesmæssigt, intellektuelt. (Det fanger bogen meget skarpt. Men filmen ikke nær så meget.)

Montag og hans hustru Linda lever et pænt, konformt liv. Widescreen fjernsyns-vægge og piller har erstattet egentlige følelser. 

Men der er stadig mennesker, der klynger sig til den gamle verden, bøgernes verden.

Disse mennesker ser vi i filmen.

Men filmen mangler en gruppe mere. Nemlig de unge, for hvem al medmenneskelighed er forsvundet. De drager hærgende rundt i byerne i deres biler og kører folk ned.

Og vi mærker kun helt overfladisk den krig, som lurer i baggrunden, og som folk fortrænger.

Samfundet er under opløsning indefra. Der er ganske vist ikke længere noget åbenbart farligt. (På overfladen). Men under overfladen smuldrer det hele. Paradoksalt nok kunne man påstå, at det eneste, der holder sammen på det hele, er den totalitære statsmagt.

Jo, Fahrenheit 451 er en særdeles kulturpessimistisk bog, skrevet i 1953 - for hele 60 år siden. ”Selv kulturpessimismen var bedre i gamle dage” påstod forfatteren Jakob Levinsen i dag - på Facebook.

Mange siger, at Bradbury skrev en bog om censur. Og derfor er Fahrenheit 451 meget populær - som begreb - i de læsende klasser. Men Bradburys formål var ikke at skrive en bog om censur. 

Han ville at skrive en bog om, hvordan vi bliver gjort til idioter af debile underholdningsprogrammer. Hvordan vi sætter barren stadig lavere, og dermed gør os selv dummere og dummere - og mere og mere overfladiske - indtil det til sidst går helt galt.

Bradburys holdning til censur var sådan set meget simpel: Hvis nogen tager dine bøger ned af hylderne på biblioteket, så stil dem selv på plads igen - i al stilhed. Du vinder i det lange løb.

Nogle har set Bradburys bog som en kritik af maccarthyisme i 1950’erne. Men det er det heller ikke - i følge ham selv. Præsident Eisenhower fik hurtigt sat Maccarthy på plads.

Arzrouni Part I: Om bogen og filmen (uge 45)

Arzrouni Part III: Denvigtigste bog i bogen/filmen (uge 47)

"Fahrenheit 451" - Om bogen og filmen. Ved Christopher Arzrouni.

Føljeton: Dystopier VII

Gæsteindlæg (Part I): Om bogen og filmen

Christopher Arzrouni

- af skribent, debattør og selvudnævnt liberal ballademager ChristopherArzrouni. Oplægget blev holdt som indledning til visningen af filmen ”Fahrenheit 451” i Cinemateket den 24. oktober 2013.

 

Fahrenheit 451: The-never-made-fire-truck af designer Harald Belker

Når en bog oversættes til film, er der mange ting, der går tabt. ”Fahrenheit 451” af Ray Bradbury er en fantastisk bog - og en noget mindre fantastisk film af Francois Truffaut.

Undskyld, jeg siger det. Så tager jeg jo noget af fornøjelsen ud af filmen. Men jeg synes, det er på sin plads.

*

Fahrenheit foregår i en fremtid, hvor bøger er blevet forbudt. I hvert fald i betydningen klassisk litteratur.

Fahrenheit 451: En læser går op i flammer sammen med sine bøger.

Valg har man stadig - selvom de fleste stemmer på den samme smukke præsident. Men i øvrigt befinder vi os i en totalitær stat, hvor myndighederne søger for, at borgerne er lykkelige. Eller rettere: At al ophidselse og ulykke bliver fortrængt.

I denne stat er brandmændene vigtige magtudøvere. De slukker ikke brande. De rydder til gengæld op i de samfundsnedbrydende skrifter, som visse dissidenter stadig læser og skjuler.

Vi får aldrig nogensinde at vide, om magthaverne er en klike af onde udbyttere - eller om de er drevet af de ædleste motiver. Og det er en af fortællingens styrker. 

Undertrykkelsen er der bare - den er allestedsnærværende - og den foregår i et samfund, der kan minde meget om vores eget.

*

Fahrenheit 451: Brandmændene rykker ud

Når I ser filmen, vil I måske studse over 1960’ernes bud på fremtidens æstetik. Den hypermoderne ”brandbil” har ganske almindelige hjul med kedelige fælge. De små hjems indretning minder mere om noget fra en episode af ”Rytteriet” end om egentlig science fiction.

Det mest futuristiske er billederne af den offentlige transport - der foregår per monorail. Ellers er det næsten for kitschet for min smag.

Fahrenheit 451: Endnu et bud på brandbilen - af tegneren Ralph Steadman  

Og det bliver ikke bedre af, at filmen foregår i fuldt dagslys. Bogen foregår i høj grad i mørke.

*

Der er dog også ting i filmen, som jeg selv satte pris på. 

Bemærk en lille detalje: Brandmandens kone Linda og den mystiske Clarisse spilles af samme skuespillerende (Julie Christie). Forfatteren, Ray Bradbury, brød sig ikke selv om den detalje. Men jeg synes, den siger noget om, hvordan vi mennesker har mange forskellige sider.

Ray Bradbury har fortalt, at han selv kan genfindes i adskillige af personerne i fortællingen. Han er til stede i Brandmanden Montag. Han er til stede i den snakkesalige pige Clarisse. Han er såmænd også til stede i brandinspektøren, kaptajn Beatty, der repræsenterer myndighederne. Alle sammen udspringer de af Bradburys fantasi - oplevelser - og mareridt i skøn forening.

Fahrenheit 451: Kaptajn Beatty

Bradbury har fortalt, hvordan han en aften var ude at gå en tur med en ven. De blev stoppet af en politimand, som spurgte: Hvad laver I? - Vi går, lød det næsvise svar. Og det førte til bogen ”The Pedestrian”. 

Senere var Bradbury ude at gå igen - og så ”mødte” han Clarisse. I hvert fald i sin fantasi.

Arzrouni Part II: Censurkritik eller kulturpessimisme? (uge 46)

Arzrouni Part III: Den vigtigste bog i bogen/filmen (uge 47)