Dystopi som billede på nutiden

Føljeton – Dystopier V

I sidste uge viste vi i studentermenigheden sammen med Cinemateket filmen ”Fahrenheit 451”, en dystopisk film, der som nævnt tidligere er baseret på Ray Bradburys roman af samme navn. I filmen er der et politi, der brænder bøger, da det er forbudt at læse litteratur.

Som jeg nævnte for nogle uger siden, så er bogen fra 1953 og havde McCarthy periodens censur og heksejagt på ”kommunister” som baggrund. Bradbury skulle selv have nævnt dette som inspiration.

Det gælder for dystopier, såvel som for utopier og andre former for fremtidslitteratur er de ofte mere er en kritik af tendenser i samtiden, end de reelt er forsøg på at forestille sig en fremtid. Det sidste kan vel forekomme, men behøver jo heller ikke at udelukke samtidskritik.

Her på det medicinske og naturvidenskabelige Panum kan være fristende at drille med medicinske dystopier. En fremtid, hvor alle er raske, men ulykkelige. Ja, måske skulle vi ligefrem udskrive en konkurrence for bedste medicinske dystopi.

Grunden til at disse dystopiske fremtidsvisioner kan være vigtige og ikke blot skal affærdiges, er netop at de kan afspejle farlige tendenser i nutiden, som det kan være godt at være på vagt overfor. Det er jo ikke en kritik af lægerne, i hvert fald ikke i almindelighed, men ofte af samspillet mellem videnskab, teknik, politik og gode viljer – der viser sig at føre steder hen, man ikke har lyst til eller sætter gang i processer, der løber ud af kontrol.

Oryx & Crake

Et absolut glimrende eksempel på nogle ret nye fremtidsromaner, der er temmelig dystopiske er nogle af Magaret Attwoods bøger. Jeg tænker især på ”Oryx og Crake” (2003) og ”The Year of the Flood” (2009). I den første skildres et samfund, hvor det er gået helt galt og man får at vide, hvordan det gik galt. Det skal jeg ikke gå i detaljer med her, men blot nævne, at de genmanipulatoriske eksperimenter løber helt af sporet. Attwood har gjort modstand mod betegnelsen science fiction, og vil hellere kalde sine bøger speculative fiction, da det som foregår godt kunne ske.

I en tidligere fremtidsbog ”The Handmaids Tale” (1985) er det den religiøse ekstremisme som fører til det dystopiske diktatur. Bogen ender imidlertid med en rammehistorie fortalt fra en endnu fjernere fremtid, hvor samfundet atter er blevet bedre. Så en egentlig dystopi er det næppe.
Men det er nok vigtigt at være opmærksom på, at både politik, religion og videnskab kan tjene totalitære interesser.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen 
Studenterpræst

Dystopi eller apokalypse?

Føljeton – Dystopier V

I dag vil jeg foretage en lille genreafklaring. Der findes nemlig flere typer af fortællinger, som har dystre perspektiver på fremtiden: dystopiske og apokalyptiske. Både dystopi og apokalyptisk tankegods findes i alle kunstformer. De to kan kombineres, men det kan være interessant at være opmærksom på forskellene.

Apokalypsens fire ryttere: død, sult, pest og krig.

Dystopier er, som både Nicolai og jeg har været inde på, forestillinger, der viser fremtidssamfund, som er kørt af sporet. Afsporingen er typisk sket ad politisk vej  - mere eller mindre styret. Et samfunds ledere har haft reelle idealer for fremtiden, men enten har de ikke kunnet gennemføre deres politiske mål – eller også har de netop gennemført dem, og resultatet er blevet forfærdeligt. Mange beskrivelser af dystopiske verdener viser samfund, som på overfladen er perfekte, men som på den ene eller anden måde er blevet umenneskelige og undertrykkende.

De fire ryttere rider igen - her i Albrecht Dürers streg (1498)

”Fahrenheit 451” er netop beskrivelsen af sådan en verden: ude i en ikke så fjern fremtid, har man skabt et roligt og ordentligt samfund ved at hindre individers ret til at tænke selv og tænke kritisk. Spørgsmålet er så, om ro og orden ovetrumfer alt andet.

Og igen.

Den anden negative fremtidsforestilling, som vi ofte møder i litteratur og på film er apokalypsen. Eller ligefrem post-apokalypsen. Ordet ”apokalypse” er græsk og betyder ”afsløring” eller det mere religiøst ladede ”åbenbaring”. Apokalypser er værker, der afslører fremtiden: ofte simpelthen de sidste tider, verdens ende, Ragnarok. De postapokalyptiske værker beskriver tiden efter katastrofen.

Bibelens sidste og vildeste skrift, Johannes’ Åbenbaring, er prototypen på en apokalypse. Teksten udvikler sig efter en nogenlunde fredsommelig begyndelse til noget, der minder om et langt syretrip med vanvittige beskrivelser af himmelske febersyner, dæmoniske væsener og altødelæggende naturkatastrofer. Det hele kulminerer i Dommedag, dagen da alle, både levende og døde, skal dømmes – og dømmes hårdt – efter deres gerninger, og de stakler, der ikke står indskrevet i livets bog, bliver kastet i en brændende sø af ild og svovl.

Og igen.

Efter den voldsomme dom skifter åbenbaringsskriftet dog gear, og skriftet slutter af med smukke og fredelige billeder af en ny himmel og en ny jord, hvor alt er godt. Johannes’ Åbenbaring er i tidens løb blevet læst af mere eller mindre vanvittige profeter, som mener at kunne læse tegn i teksten, der peger en helt konkret afslutning, og de har ofte nogle helt klare forestillinger om, hvad den enkelte kan gøre for at undgå at blive en af dem, der skal i ildsøen.

Og igen.

Apokalyptiske film med forskelligt udkomme er fx Armageddon (egentlig det bibelske navn for stedet, hvor det sidste og afgørende slag mellem det gode og det onde skal stå og derfor et andet ord for Dommedag), hvor Bruce Willis afværger katastrofen og Melancholia, hvor der ikke er nogen Bruce Willis. Postapokalyptiske film er fx The Road med Viggo Mortensen og 12 Monkeys, hvor Bruce Willis er på banen igen.

Og igen.

En tur i biffen til en god film om en ond fremtid kan måske hjælpe med at bearbejde den naturlige usikkerhed, som mange af os har, når vi kigger ud i fremtiden. Filmen ”This isthe end” går i biografen lige nu og giver efter sigende verdens ende et godt grin med på vejen.

Og igen.

Søren Kierkegaard sagde: "På et teater gik der engang ild i kulissen. En klovn gik op på scenen og advarede publikum. De troede, det var en vittighed, og de grinede og klappede. Han gentog beskeden, de jublede endnu mere. Sådan tænker jeg, at verden vil gå under i jubel af vittige hoveder, der tror, det er en vits."

Men så trænger de også til en kaffepause.

 Grine? Græde? Valget er frit. Men enden er - måske - nær…

Venlig hilsen

Lise Lotz

Akademisk medarbejder

Hvad skal vi med dystopier?

Føljeton: Dystopier IV

Dystopi er et forholdsvis nyt ord. Filosoffen og politikeren John Stuart Mill skulle være den første, der brugte ordet i 1860erne. Men forestilling om sted som er uønskeligt, en dårligere og ond verden er ret gammel. I tidligere tider var det dog mest udpræget helvede og andre verdener efter dette livs afslutning, der var tale om.

Helvede er et udpræget dystopisk sted. Uophørlig pine i ild og hvad man ellers kan tænke sig af torturformer. Sådan er det i al fald ofte blevet præsenteret. En af de mest udfoldede – og poetiske – fremstillinger af helvede er Dante Alighieri’s fra hans ”komedie” fra slutningen af 1300 tallet.

Find Holger! Eller fx. korrupte politikere... (evt. på et større billede.)

Helvede har her 9 cirkler eller ringe, med tilsvarende stigning i rædsler, der svarer til de overtrædelser de pågældende beboere har gjort sig skyldige i, da de levede. Dantes helvede har en egen logik og orden. I tredje ring finder vi således de glubske, der nu selv får deres ansigt spist af helvedeshunden Cerberus. I anden ring finder vi dem, der lod sig fange af de erotiske lidenskaber og begær, og de jages nu i en storm efter hinanden, hvor de samtidigt aldrig kan røre hinanden.

Nu tror jeg ikke på Dantes helvede, men det har sin ganske præcise funktion. Dels skulle det tjene til advarsel for de levende, så de huskede på at opføre sig ordentligt. Og dels tjente Dantes beskrivelse til at understrege Guds retfærdige orden, hvilket ikke altid var til at se i denne verden. Dante selv var i eksil det meste af sit liv pga. af politisk forfølgelse. Hans parti tabte og så var ud af vagten, hvis man ikke ville dø.

Dystopiernes funktion har også sidenhen været at advare samtiden mod en uheldig udvikling. Således George Orwells berømte 1984, der er skrevet i 1948 og som advarer mod den stalinistiske kommunismes konsekvenser ved at fremmale et gennemført overvågningssamfund.

Ray Bradburys ”Fahrenheit 451” fra 1953 , hvis titel henviser til den formodede temperatur, hvor papir selvantænder. Her fremmales en verden, hvor bøger er forbudte og et særligt ”brandvæsen” rykker ud og brænder de forbudte bøger. Udover at spille på bogbrænding, som havde fået en opblomstring hos nazisterne i 1930erne og 40erne, så var Bradburys bog også præget af McCarthys antikommunistiske vendetta og censur.

Samfund har altid dystopier, fordi vi skal fremmale, det vi vil undgå. Politikerne udmaler ofte de forfærdelige konsekvenser modstandernes politik vil have. For få år siden var klimakatastrofer oppe i tiden. De spøger stadig, men nu er det også det sociale og økonomiske kollaps.

En endnu ikke udkommet bog af Kaspar Colling Nielsen fremmaler en snarlig voldelig revolution og borgerkrig i Danmark, beskrevet i tilbageblik af en 450 årig mand, der var ung under krigen. Om alt så er godt i den verden, hvor døden kan udsættes næsten uendeligt og dyr kan tale og tænke eller om også det er et dystopisk sted. Det må vi læse, når bogen kommer.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen 
Studenterpræst

Forestillinger om fremtiden. Forestillinger om nutiden.

Føljeton: Dystopier. III.

”Fremtiden” eksisterer kun som forestilling. Enhver forestilling om fremtiden udspringer af forestillingen om nutiden. Din opfattelse af, hvordan livet på jorden er skruet sammen lige nu og her, farver din opfattelse af, hvordan du tror, at fremtiden vil blive.

Vores forestillinger og tidligere erfaringer gør, at vi ofte regner med at vores forestillinger om den nære fremtid, har relativt stor vægt: eftersom jeg sider trygt og godt ved computeren lige nu og det plejer at gå fint i længere stræk, så er min forestilling om, at jeg også sidder trygt og godt ved computeren om et minut temmelig fast i kødet. Jeg forestiller mig, at min te vil være lidt koldere, at et nyt musiknummer vil spille, og at jeg vil være nået lidt længere i teksten. Jeg forestiller mig, at jeg vil blive færdig med at skrive inden deadline, for sådan går det som regel.

Men selv dét er jo bare en forestilling. Måske får jeg om et øjeblik en idé, der er så fantastisk, at jeg dropper det, som jeg er i gang med nu og om kort tid i stedet er på vej til at blive verdensberømt forfatter. Måske ringer pakkeposten på døren med en pakke fra en ukendt onkel i Amerika. Måske inviterer en ven i Sydamerika mig via Facebook på en rejse til de varme lande. Måske forandres mit liv radikalt til det bedre lige om et øjeblik. Eller til det værre. Måske ringer telefonen med dårlige nyheder. Måske går strømmen. Måske bliver jeg ikke færdig. Måske bliver det jeg får skrevet i dag så ringe, at jeg bliver fyret. Måske, måske, måske.

Og det er bare den nære fremtid. Når vi begynder at forestille os fremtiden i et lidt større perspektiv, så kommer vores realiteter, forestillinger og erfaringer på spil med endnu større råderum. Hver enkelt menneskes grundtone kommer endnu tydeligere til syne, når vi hver især prøver at forestille os fremtiden – den fjernere fremtid. Vil det mon overvejende gå godt – eller skidt. ”Det” kan både være vores individuelle liv eller samfundets, klodens, menneskehedens liv. Vi samler os måske ligefrem i politiske partier eller andre grupperinger, der deler vores forestillinger om fremtiden.

Det tankevækkende er, at det måske først er, når vi begynder at forestille os fremtiden og når vi kigger nærmere på de billeder, som vi får dannet i den forbindelse, at vi for alvor kan se, hvordan vi opfatter livet lige nu og her. Nutiden er så tæt på, at den kan være svær at se ordentligt, hvorimod fremtidsscenarierne, som vi konstruerer, kan give os perspektiv. Når vi forestiller os fremtidsscenarier som enten lykkelige (og utopiske) eller ulykkelige (og dystopiske) kan vi - ud over at få pejlemærker til det, som vi vil opnå eller undgå - blive klogere på os selv.

Måske er det derfor at det er så populært med fremtidsvisioner i fiktionens verden. Egentlig kunne man bare afskrive den slags som gold spekulation eller ligegyldig fantasi, men fortællingerne peger tilbage på udgangspunktet; den tid og den sammenhæng, som de blev skabt i og den tid og den sammenhæng som de bliver fortolket i.

Den 24. oktober inviterer Studentermenigheden 50 personer i Cinemateket. Filmen ”Fahrenheit 451” er på programmet. Den er fra 1966 og er baseret på en roman fra 1953. Filmen handler om en ikke-årstalsangivet dyster fremtid hvor fortiden – og ikke mindst bøgerne fra fortiden – bliver anset for at være farlige og potentielt samfundsomstyrtende, og derfor er totalt forbudt. Vi ser filmen i 2013. Der er basis for indviklede overvejelser om tid, fortid, fremtid og nutid!

Hvis du kan forestille dig, at du har tid – og lyst – den dag, kan du få en billet. Læs mere på Facebook hvordan.

Politisk kommentator Christopher Arzrouni indleder filmen.

Venlig hilsen

Lise Lotz

Akademisk medarbejder