Trosbekendelsen XIV– Helligånd, åndedræt og pinse

Nu nærmer pinsen sig. Den sidste af forårets kirkelige højtider. Pinse kommer af det græske ord, pentekoste – der betyder halvtreds, fordi pinsen falder 50 dage efter påske.

Pinsen er de dejlige forårshelligdage, hvor der vist stadig er karneval et sted og hvor mange studerende sidder blege inden døre og læser til eksamen. Jeg er næsten vis på at solen skinner og det er slutningen af maj. Var det ikke for eksamen ville der være al grund til at leve livet . Men man kunne også se på eksamener som en del af livet. Livet er svært at definere, men for os mennesker gælder det som for en del andre skabninger om at respiration, at trække vejret, holde gang i åndedraget. Og åndedrag har med ånd at gøre, og det passer med at vi er nået til den sidste del af trosbekendelsen, der handler om ånden.

Vi tror på Helligånden.  Det passer også som fod i hose med pinsen, for det er den fest, hvor man fejrer Helligåndens komme. Se i det bibelskrift der hedder apostlenes gerninger , de første 2 kapitler.  Her beskrives det, hvor dan Helligånden kommer ned og sætter sig på disciplene og de begynder at tale på alle mulige sprog.  Der brydes grænser ned – det er åndens gerning. Sådan også når vi læser med vores ånd, så indser vi det vi ikke vidste før og udvider grænserne for vores viden. Og når vi er fælles om noget, så kan vi gribes af den samme ånd og føle os som et. Grænserne mellem os brydes ned.

Helligånden er i den kristne forståelse Gud ånd, den fælles ånd mellem faderen og sønnen, kærlighedens ånd. Det er også i kristen forstand den ånd som skaber troen. Som det berettes i apostlenes gerninger, så forkynder disciplene om Guds storværker og om Jesus som Guds søn, og det skaber tro hos flere af dem, der hører og de bliver døbt. Sådan er Helligåndens komme og pinsen også kirkens fødsel. Derfor hedder det i trosbekendelsen ”Vi tror på Helligånden, den hellige almindelige kirke, de helliges samfund...”

En klog munk i 1400tallet – Joachim af Fiore – inddelte verdenshistorien i tre tidsaldre. Faderens tid, sønnens tid og åndens tid – svarende til det gamle testamente, det ny testamente og kirkens tid, hvor der ikke er noget testamente andet end det åndelige. 

I den forstand lever vi stadig i åndens tid, i kirkens tid – der hvor vi skal forkynde Guds storværker.  Forkynde at Gud er en levende ånd, der vil gøre troen virksom i os. Skabe liv og kærlighed, nedbryde grænser, give livsmod og styrke. Ja, kraft til at komme igennem eksamener og alle de andre kampe vi må tage.  Men ånden er også den Guds ånd, som er med os og vil være med os i mørket, selv der hvor vi selv har mistet håbet.

Nicolai Halvorsen

Studenterpræst

Gud Sønnen; lort og lagkage

Trosbekendelsen XIII

Vi tror på Jesus Kristus,

hans enbårne Søn, vor Herre,

som er undfanget ved Helligånden,

født af Jomfru Maria,

pint under Pontius Pilatus,

korsfæstet, død og begravet,

nedfaret til Dødsriget,

på tredje dag opstanden fra de døde,

opfaret til himmels,

siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,

hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Sådan beskrives den side af den kristne gud, som vi kalder Jesus, sønnen. I helt koncentreret form opridses de vigtigste highlights i hans jordiske liv omkranset af de mindst lige så afgørende forestillinger om, hvad der gik forud og skete bagefter.

Den centrale - og meget mærkelige - påstand er, at Jesus var både sandt Gud og sandt menneske. Begge dele fuldt ud. Det er jo ikke noget, som man kan argumentere for – eller imod for den sags skyld. Det er en sær og urimelig påstand, som man kan vælge at godtage eller ej. Med fornuftens fulde brug er det både fristende og oplagt at forkaste påstanden.

Én ting er, at tro på en himmelsk, overjordisk kraft, som vi vælger at kalde Gud – hvad enten vi er kristne, jøder eller muslimer – eller noget helt andet; det kan være svært og mærkeligt nok i sig selv. Men at tro på at selvsamme transcendente størrelse også er et menneske af kød og blod – det er alligevel skrap kost. Det er en sammenblanding af kategorier, der vil noget. Lort og lagkage. En velbegavet pornostjerne. Nationalsangen på en ny melodi.

Den slags sammenblandinger af ting, som helt intuitivt ikke hører sammen, har det med at vække vores afsky. Får os til at tage afstand. Til at protestere. Men måske kan vi transformere afskyen, afstanden og protesten til en undren. Til en ny overvejelse over, hvor grænserne for det mulige går. Måske kan vi lade den umulige cocktail åbne verden i stedet for at lukke den.

Men det kræver selvfølgelig en indsats ikke at blive stående ved forkastelsen, der byder sig selv til. Her tænker jeg ikke bare på en indsats, der går på at slå forstanden fra og blindt acceptere det urimelige. Det gør jeg også. Men jeg tænker ikke mindre på en indsats, der kræver, at den enkelte sætte hele sin kapacitet ind på at forsøge at finde sammenhæng, hvor sammenhæng ikke er indlysende. En anstrengelse på at åbne sind og krop for det som er uforståeligt - i tillid til at mening ikke nødvendigvis er meningen med livet.

Brug forstanden. Erfaringerne. Både de gode og de onde. Stol på, at den sammenhæng, som du ser, er din. Den kan udfordres og styrkes i mødet med de sammenhænge, som andre har fundet. Den kan nuanceres og udvikles i et samspil med flere mærkelige og urimelige påstande. Give it a try!

Rigtig god Kristi Himmelfartsdag!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Trosbekendelsen XII: Dommen

Af forskellige grunde har vi været fraværende i de sidste par uger.  Men vi er stadig i gang med forårssemestrets føljeton om trosbekendelsen. Sidst jeg skrev,  var det om himmelfarten, som vi jo skal fejre i næste uge. 

Men jeg lovede at vi skulle høre mere om dommen. For der står jo ”opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.” Der tales her om en kommende dommedag, sådan som man også kan læse om det i biblen. Bl.a. i  Matthæusevangeliet ( kap. 25,31-46) og ikke mindst i Johannes Åbenbaring, det sidste skrift i biblen, som er en vision om dommen og den nye begyndelse.  

Det kan virke underligt, at han også vil dømme de døde. Hvorfor det? Kunne man spørge, de er jo døde. Men tanken er den, at alle på dommens dag vil blive oprejst/opvækket. I middelalderen forstod man det ret konkret, hvilket kan ses på nogle kalkmalerier, hvor de døde står op fra deres gravsteder på kirkegården. 

Men det lyder faretruende med dommedag. Men sidst nævnte jeg i forbifarten, at dommedag var nødvendig, da denne verdens uretfærdighed ellers ville vinde.  Det er nok mere præcist at sige, at uretfærdigheden får lov at stå. Netop at uretfærdigheden ofte er uafvendelig, at det onde ikke kan gøre ugjort, dels kalder på en dom, men samtidig bliver vores menneskelige domme på en mærkelig måde utilfredsstillende. 

Vi kan dømme Breivik og det bør vi gøre, men det giver ikke ofrene  oprejsning.  De døde vender ikke tilbage, og lidelserne tages ikke væk. Vi kan forstå dommen som hævn, sådan med ordene fra Det gamle Testamente ”Øje for øje, tand for tand”.  Jeg har hørt, at det er en misforståelse, at det udtrykker en symmetrisk hævnfølelse, men sådan udlægges det gerne.  Også som argument for f.eks. dødsstraf (liv for liv), hvilket jeg ikke går ind for. For lever man efter dette ”øje for øje”, så bliver, som Mahatma Ghandi sagde, ”hele verden blind og tandløs”.  Tilgivelse og forsoning  var den anden udvej ifølge Ghandi.  Men kan man tilgive en Breivik?

Teologen K.E. Løgstrup har skrevet, at  en tilgivelsen af en massemorder eller lignende, vil være en hån mod ofrene. Kun den der kan genrejse ofrene og gøre deres liv nyt,  har magt til at tilgive. Dvs. at tilgivelse og forsoning har et transcendent perspektiv; de peger på en magt, der er større end døden.

Der kunne nok  argumenteres for tilgivelse og forsoning på anden vis, men vi må tilbage til dommen.  Det er en dom, hvori Guds tilgivelse allerede er indeholdt. Netop fordi det er Kristus, der skal dømme, ligger det, at der altid må være en åbning for benådning. Dommen må være der, men det er ikke sikkert vores forestillinger om straf er konsekvensen. Som Bono har sagt, ”I believe in Grace over Karma”.

Guds fred

Nicolai Halvorsen, studenterpræst 

Trosbekendelsen XI: Gud Fader - og noget om spørgsmål

Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Sådan beskriver Trosbekendelsen Gud. Det er den gud, som kristne siger, at de (vi) tror på.

Det rejser nogle spørgsmål hos den kritiske og tænkende. Igen sidder man dér i saksen mellem et ønske om at sige tillidsfuldt ”ja tak” og et ønske om at forstå; om at vide, hvad der er i pakken, inden man modtager den.

Hvorfor er Gud en far og ikke en mor? Hvad hvis nu min far var hård, fraværende eller undertrykt? Betyder det noget for mit syn på Gud? Handler det om magt? På en upassende og kønsdiskriminerende måde? Eller er det ”bare” en gammel talemåde, som vi kan tage til os uden at gå på kompromis med vores moderne tankesæt?

Hvad betyder det, at Gud er almægtig? Kunne han have standset Breivik? Kunne han have ladet Hr. Møller leve til han blev 100? Kunne han have gjort vejret endnu bedre på Daisys fødselsdag? Er det i hans magt – almagt – at påføre eller fjerne smerte fra mit liv? Fra dit liv? Hvorfor gør han det så ikke? Er der en pointe med ondskab, død og dårligt vejr? Skal man være masochist for at være kristen? Hvad vil det sige, at Gud har skabt himmelen og jorden? Er evolutionen ikke en kendsgerning?

Skal man skrue hovedet af, for at kunne tro? Og hvad er det med alt det himmelsnak? Kan vi ikke blive enige om at kalde ”op” for atmosfæren, verdensrummet, det tomme rum? Næste stop bliver vel engle – og nisser?

Spørgsmålene må være begyndelsen – og måske også slutningen. Svarene er i min optik mindre vigtige. Somme tider viser det sig nemlig, at når man har undret sig, tænkt og overvejet for og imod, så kan man slippe trangen til at få klare svar. Det dæmrer måske, at livet ikke er en ligning med et resultat, som man kan slå to streger under og sige ”Færdig!” om. Det er Gud et udtryk for.

Det er udfordrende, måske ligefrem provokerende, at tænke sådan for rigtig mange mennesker – ikke mindst for kristne, der er kristne på en anden måde, og som ser kristendommen og troen på den kristne Gud som SVARET, ikke spørgsmålet.

Marsforskeren Jens Martin Knudsen udtrykte noget i retning af, at videnskaben udtrykker det store spørgsmål ”Hvad?” Kristendommen forsøger at indkredse det mindst lige så store ”Hvorfor?”

De to ben i saksen mødes uden at vi bliver klippet midt over. Hvis vi kan. Hvis vi vil. Hvis vi tør.

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder