Et alternativ eller et supplement? Opsamling og tilføjelser IV

De ti bud i 2011

Nu har studenterpræsten og jeg beskæftiget os med de ti bud i et helt semester. Du synes måske stadig, at de er antikverede og formynderiske, og hvis du gør, er du ikke den eneste.

Den engelske evolutionsteoretiker, ateist og humanist Richard Dawkins har i hvert fald gjort sig nogle overvejelser om, hvordan man i kort form kan opliste ti gode leveregler, og i bogen ”The God Delusion” (Illusionen om Gud) giver han følgende bud:

1. Do not do to others what you would not want them to do to you
2. In all things, strive to cause no harm
3. Treat your fellow human beings, your fellow living things, and the world in general with love, honesty, faithfulness and respect.
4. Do not overlook evil or shrink from administering justice, but always be ready to forgive wrongdoing freely admitted and honestly regretted.
5. Live life with a sense of joy and wonder
6. Always seek to be learning something new
7. Test all things; always check your ideas against the facts, and be ready to discard even a cherished belief if it does not conform to them.
8. Never seek to censor or cut yourself off from dissent; always respect the right of others to disagree with you.
9. Form independent opinions on the basis of your own reason and experience; do not allow yourself to be led blindly by others.
10. Question everything

Meget sympatiske regler, synes jeg. Og et fremragende supplement til de originale ti bud. Man kan aldrig få at vide for tit, at man skal tænke sig om, være aktivt, kritisk og nysgerrigt til stede i sin egen tilværelse og i det hele taget leve så godt og ordentligt, som man kan. Thumbs up til Dawkins for den påmindelse.

Hans alternative ti bud har selvfølgelig også nogle svagheder, som i sidste ende kan blive en belastning eller begrænsning, for den, som følger hans regler. Jeg vil her bare nævne en enkelt.

Dawkins’ regler sætter individet helt og aldeles enerådende i centrum for alting. Det er der naturligvis al mulig god grund til at gøre, for det er jo sådan, at vi erfarer verden gennem vores egne øjne og ører, vores egen forstand, vores egen krop – og ikke nogen andres. Vi ER centrum for vores erfaringer.

Men jeg har med egne øjne og ører, forstand og krop erfaret, at det er i mødet med det, som er noget andet end mig, at jeg for alvor opdager, hvem jeg er og hvad mine erfaringer egentlig fortæller mig. Og jeg forestiller mig, at andre har gjort lignende erfaringer: jeg bliver først for alvor mig selv i mødet med det, som ikke er mig selv.

Det er Dawkins ikke blind for i sine bud ved fx at se positivt på uenighed og ny viden, men i et svagt øjeblik kunne hans jeg-fokus måske alligevel få én til at glemme vigtigheden af det andet. Hvad enten det så er den ydre verden i almindelighed, et andet menneske eller ligefrem det, som vi vælger at kalde det guddommelige.

Der bliver ikke meget plads til blik for - eller ligefrem taknemmelighed for - det, som det/den/de anderledes bidrager med i vores tilværelse; alt det gode, som vi modtager – ofte helt og aldeles ufortjent, og det giver i mine øjne en lidt indskrænket relation med livet.

If the only prayer you ever say in your whole life is "thank you," that would suffice. Mester Eckehart

Derfor: Dawkins er et godt supplement – ikke et alternativ..

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Forbud og overtrædelser

De ti bud i 2011 – opsamling og tilføjelser III

I dag skal det handle om forbuddets natur. Hvad er det forbud gør? Andet end at forbyde noget. De ti bud – som er semesterets tema - er formuleret som forbud. ”Du må ikke…”

Forbuddet forudsætter en vilje og et valg. Dermed forudsætter den også bevidsthed; at der forud for handlingen finder en overvejelse sted. Forbuddet påbyder en at afstå fra en handling. Det er ganske simpelt, men hvad nu hvis der ikke var noget forbud? Hvordan ville jeg så tænke om handlingen?

Det er ganske velkendt, at forbud skaber opmærksomhed mod det forbudte. Handlingen bliver tematiseret og dermed skærpes valget – i hvert fald psykologisk. Vi kender det fra børn og måske fra os selv, at forbud vækker en nysgerrighed. Hvad mon der sker, hvis jeg bryder forbuddet? Så i en vis forstand sætter forbuddet fokus på den forbudte handling.

Don't think about a pink elephant

Forbuddet sætter handlingen som forbudt. Dermed sætter den et skel og et valg. Den gør vores liv mere bevidst, fordi den får os til at tænke over vore handlinger. Hvis alle bare uden overvejelser gjorde det rigtige, ville vi være gode men bevidstløse. Forbuddet skaber en bevidsthed omkring de handlinger vi kan foretage os. Man kunne sige at forbuddet skaber samvittigheden.

Hvis man kigger på Biblen, er det allerførste forbud interessant. Allerførst da Gud havde skabt Adam og Eva og slipper dem ud i Paradisets have, da er der et forbud. De må ikke spise af træet midt i haven, træet til kundskab om godt og ondt. Problemet er, at hvis de ikke kender forskel på godt og ondt, så er de uskyldige i bevidstløs forstand, og forbuddet vil ikke give mening. Men hvis forbuddet skaber bevidsthed om valget, dette enten–eller, så kan man sige, at Gud selv ved sit forbud skaber overtrædelsens mulighed. Det har Søren Kierkegaard skrevet en hel del om i bl.a. i bogen ”Begrebet angest”.

Nu er det ikke forbuddet alene, som er virksomt. Som regel følger der en trussel om straf, hvis forbuddet overtrædes. Adam og Eva blev truet med døden, noget de heller ikke kunne vide, hvad var.

Men for os andre er straffen ofte klar nok. Hvis du snyder til eksamen, bliver du smidt ud af studiet.

Forbuddet virker således i kraft af frygt for straf. Dette er nødvendigt, fordi vi ikke er perfekte og ikke lever i en perfekt verden. Men det er ikke juraen, men psykologien som her skal interessere os.

Forbud giver os en forståelse af rigtigt og forkert, men det kan ofte – især hos børn – føre til identifikation. Hvis jeg gør det rigtige, er jeg rigtig. Gør jeg det gode, så er jeg god. Og omvendt, gør jeg ikke det gode, men det onde er jeg ond eller et dårligt menneske. Har man altid fået at vide, at man ikke var god nok, blev man altid skældt ud, så sætter det sig som skam. Man ser sig selv med den dømmende omverdens øjne, og finder intet godt. Jeg er dum, grim, uduelig osv. – og selvom man bliver medicinstuderende, og knokler for at gøre det godt, så er det aldrig godt nok.

Men det er ikke mennesker, der er forkerte. Det er handlingerne. Mennesker er, som de er, og de kan være tåbelige, søde, svage, modige, feje, kærlige og tankeløse. Ofte er vi det alt sammen i større eller mindre grad. Derfor er kærligheden det, som kommer både før og efter forbuddet. Kærlighed er lovens fylde.

For kærlighed er det at kunne se mennesker og sig selv, som andet end deres handlinger. Guds kærlighed er derfor større end Guds lov, ellers var vi helt fortabte.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

De ti Bud - Opsamling og tilføjelser II

De ti bud i 2011

”Fy, fy, skamme, skamme” er en klassiker fra 80’erne. Der er vel nok mange ting man ikke må, når man er barn i en pæn familie. Og de ting, som man må, er der ikke meget sjov ved.

Må man male sig med øllebrød? Må man kaste rundt med sutter? 
Må man tegne på tapetet? Må man slå en masse prutter?
Må man hænge i gardinet og hælde mælk på stolen?
Må man spise alle blomsterne og vælte bogreolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Må man bade telefonen? Må man bide i en støvle?

Må man tisse i klaveret? Må man sludre, må man vrøvle?
Må man vaske sig med kaffe og komme mel i huen?
Må man gi' grammofonen ble på og tøm' mudder ind i stuen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Må vi godt la' vær' og svine? Må vi sidde musestille?

Må vi gerne vaske hænder? Må vi godt la' vær' at spilde?
Må vi sige nej til kager men ja til torskerognen?
Må vi syn's at far er dygtig når han vasker Folkevognen?
Ja ja ja ja ja det må vi gerne
Næ sikke fin fin ja ja meget fin
stor stor klap klap fin fin flot flot
det var godt - Nå det må vi godt

Må man trampe hårdt i gulvet? Må man tigge må man plage? 
Må man skrige højt og tude for at få en ekstra kage?
Må man hælde sovs i sengen og tørre op med kjolen?
Må man gi' sin undulat et ord'ntligt strint med vandpistolen?
Næ, næ næ næ næ det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
slemme slemme fy fy næ næ nix nix
slut forbudt - men hva' må vi så?

Er det sådan, de ti bud er? Alt det sjove er forbudt og det kedelige er det, som vi må, skal og bør? Er det mon derfor, at det kan trække overskrifter, når en undersøgelse viser, at kristne fx snyder lige så meget som ”almindelige” mennesker? Altså at det er en almindelig forestilling, at troende rent faktisk overholder de regler, som deres tro stiller frem? Og sover med hænderne over dynen? Tro om igen!

En hovedpointe i kristendommen er en erkendelse af at vi er mennesker, ikke guder. Vi har muligvis guddommelige øjeblikke, men i det store perspektiv er vi ikke i stand til kun at gøre det gode. Vi fejler. De fleste af os gør os umage med vores liv, men vi fejler alligevel. ” … det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19)

Mon ikke de fleste af os kan genkende den fornemmelse? At man gerne ville gøre noget, men kom til at gøre noget andet. Råbe af kæresten i stedet for at tage det roligt. Drikke øl i stedet for at studere. Tage på stranden i stedet for at ringe til mor på Mors Dag. Store ting. Små ting.

Og betyder det så, at vi er dømt ude? Nej, det betyder lige netop, at vi er dømt inde. Betyder det så, at man kan tillade sig hvad som helst? Nej, det betyder det sådan set ikke. Det er ikke en pointe, at man skal være ligeglad, og at alt er tilladt. Den totalt irriterende og besværlige mellemvej, som er pointen, handler om at åbne øjnene; om at se sin begrænsning, sin sårbarhed og sin afhængighed af det, som er udenfor en selv.

Det kan de ti bud hjælpe med til. Vi – og buddene - må gerne stille krav til os og til vores indsats i tilværelsen, men vi må også gerne tage imod den lettelse det er at vide, at vi er elskede, selvom vi maler os med øllebrød, tigger og plager og glemmer at sige ja til torskerogn.

Billedet udlånt af www.fiskehuset.com. Tak!

Venlig hilsen
Lise Lotz, akademisk medarbejder

De ti Bud - Opsamling og tilføjelser I

De ti bud i 2011

Hvad skal vi så egentlig med de ti bud i dag? Det giver ikke megen mening bare at have dem som moralske forskrifter, som noget man ganske ureflekteret bare skal overholde. Selve indholdet i forbuddene kan være meget gode retningslinjer, men som det er fremgået, så kan vi faktisk ikke overholde buddene.

Det kan være særdeles svært ikke at lyve, eller ikke at begære næstens kvinde eller ejendele. Jeg mener ikke rent faktisk at stjæle hans eller hendes ting eller kæreste – det kan også være svært – men bare det at tænke på at gøre det. Begæret – det er sådan set allerede det, som er forbudt.
Som det også fremgår i Jesu bjergprædiken i Matthæusevangeliet, hvor buddene skærpes: bare du ser på din næste hustru, har du begået hor med hende i dit hjerte. (Matt. 5, 28).

Meningen med denne skærpelse i kristen forstand, er som Lise allerede har været inde på, at retfærdig bliver man ikke ved at overholde loven (eksempelvis de ti bud), men man bliver det af tro på Jesus som Guds søn, fordi han som den eneste kunne overholde loven. Det er det man kalder lovens anden brug, at den fører til tro på Kristus, fordi man ikke kan overholde den og derfor bliver fortvivlet.
Det virker antikveret. Men det er faktisk aktuelt. I dag er loven bare ikke konkret, men det at være god nok. Enhver der føler at de lige skal løbe lidt mere for at bliver tynde nok, læse lidt mere for at blive gode nok, gøre noget for at blive god – de handler som den, der fortvivlet forsøger at bliver retfærdig ved egne gerninger.

Men det er meget svært at blive god nok. God nok er noget man er, noget andre skal sige til en og noget man skal tro. Psykologisk kan det være meget svært at tro, og det bedste middel er kærlighed. Som en mor eller far, der elsker sit barn, der derfor altid er god nok, og som moren måske nok kan skælde ud, men altid vil bære over med. Men forældre-kærlighed kan mangle, den kan svigte og den kan virke pinlig, når man er ved at blive voksen og skal klare sig selv.

Kristus er billedet på Guds kærlighed, den kærlighed der går i døden for den elskede. Den kærlighed, der aldrig svigter. Den kan ikke garantere, at man består eksamen; men i Guds øjne er du alligevel så god som ny, et Guds barn.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst