Det' en hemmelighed III

Når man er forsker for eksempel på et universitet eller i en virksomhed, så er det, man helt basalt er drevet af, at afdække og afsløre det, der endnu er hemmeligt for os. Man vil afsløre kræftens gåde, alderdommens gåde, gåden om universets tilblivelse, hvorfor folk stemmer, som de gør, hvilke handelsruter vikingerne brugte osv, osv. Der ligger en kæmpe fascination i at få indblik i et endnu uopdaget felt, og samtidig har man som forsker en drøm om, at de opdagelser, man gør, kan få afgørende betydning for eftertiden – for en udenforstående er det ikke altid helt klart hvordan og hvorfor, men det er en anden sag.

For noget tid siden hørte jeg et program på P1 om forelskelse. Der deltog blandt andre en forsker, der havde været med til at løse gåden om, hvorfor vi bliver forelskede. Han redegjorde for, hvordan man havde fundet ud af, at vi udsender nogle feromoner, som det andet køn bliver tiltrukket af. Eller rettere sagt: Mennesker bliver tiltrukket af de mennesker, som de er i stand til at formere sig med, og det afslører feromonerne, om man er. Det kan være svært at mærke i en verden med parfume, røg og andre lugte, og derfor kysser vi for at udveksle feromonerne og så at sige smage os frem til, om, den anden er noget for os.

Denne meget biologiske udvælgelse har også de konsekvenser, at kvinder, der er tæt på deres ægløsning, bliver tiltrukket af mænd med firskåret kæbeparti, fordi de har flere mandlige kønshormoner. På andre tider af sin cyklus prioriterer kvinden andre ting såsom trofasthed og tryghed for at kunne blive forsørget – der har de mere rundhovede chancen.

Det var rigtig sjovt at høre, hvor rationelt og nytteorienteret, vi er indrettet – hvor dyriske vi i virkeligheden er, og det er sikkert helt ubetinget rigtigt. Gåden bag vores forelskelse og vores tiltrækning af nogen og ikke andre er løst, men er det virkelig hele hemmeligheden? Det er jo ikke fordi, man selv føler sig helt vildt truffet og føler, at nu kan man for første gang udtrykke, hvorfor man er sammen med sin kæreste. For kærligheden og forelskelsen er stadig omgæret af hemmelighedsfuldhed, mystik og fortryllelse.

Som mennesker lever vi i den underlige splittelse mellem på en gang at vide, at man er et uendelig banalt dyr med behov, og at man lever i en verden, der i hvert fald for en stor del kan kortlægges videnskabeligt, men samtidig tillægger man sit liv en betydning, som man slet ikke kan retfærdiggøre videnskabeligt for, og som man måske ikke engang altid er helt klar over. Det er det, vi kan kalde det eksistentielle perspektiv.

Det er ikke et perspektiv, der er i kamp med det mere naturvidenskabelige biologiske plan, for det er netop to perspektiver, der lever side om side. Det er godt at holde sig for øje og forelskelsen er et meget godt eksempel. Vi kan videnskabeligt kortlægge nok så mange sider af livet, men på det personlige plan er det ikke det, der gør livet meningsfuldt.

Meningen med vores liv kan stadig synes lige hemmelighedsfuldt og uforståeligt og som man aldrig bliver færdig med.

Christine R. Thaning, studenterpræst

Det' en hemmelighed... (II)

Hvad er en hemmelighed egentlig – helt basalt?

Ordet hemmelighed kommer af ordet ”hjemlig” - fra tysk ”heimlich” - altså det, der hører til hjemmet, det der er fortroligt og skjult for fremmede. Der var en reklame for nogle år siden for ejendomsmæglerfirmaet Home, hvor forskellige kendte danskere gav deres bud på, hvad ”hjem” betød for dem. Jesper Klein sagde morsomt, men sandt, at ”hjem er der, hvor man klør, dér hvor det klør.”
Hjemme er der, hvor man – ideelt set – ikke har nogen hemmeligheder. Sygdomme, svagheder, menneskelige fejl og mangler kan luftes frit, og man kan være helt sig selv. Dem, som man deler hjem med, er en del af hjemligheden, og holder på hemmeligheden. Ideelt set. Set med ordbogens rene øjne.

For erfaringen og historien fortæller os jo, at de mest pinagtige og smertelige hemmeligheder er dem, der hersker indenfor hjemmets fire vægge. Når der er hemmeligheder, dér hvor de lige præcis ikke skulle være. Når dem, der burde dele hemmeligheden i fuld tillid, er dem, som man er nødt til at holde hemmeligheden fra – eller som har hemmeligheder, som de ikke deler.

Når der er hemmeligheder hjemme, kan vi i stedet – fx. med Freud – tale om at noget er ”unheimlich”: uhyggeligt. I essayet ”Das Unheimliche” fra 1919 arbejder Freud med det interessante i, at ”heimlich” både kan betyde hjemligt og hemmeligt. Unheimlich kan således tilsvarende betyde u-hjemligt og u-hemmeligt. Det uhyggelige består ifølge Freud i det, som er kendt og ukendt på samme tid. Når hemmeligheden anes.

Når hjemmet – hvad enten hjemmet forstås bogstaveligt eller som symbol for det trygge, tillidsfulde og velkendte, som vi skal bruge som basis for vores tilværelse - får en undertone af noget usagt, noget der kun fornemmes og ikke kan bringes frem i lyset, af noget, der måske – måske ikke – er en trussel, bliver livet urovækkende; hemmeligheden er ikke bare en sjov, skjult overraskelse, men kan være eksistentielt ødelæggende.

Tilliden til livet kan undergraves af hemmeligheder. Tilliden til ens egen opfattelse af virkeligheden kan modarbejdes af hemmeligheder. Af hemmeligheder, som man selv har i forhold til andre, og af hemmeligheder, som man fornemmer at andre har. Og ikke mindst af hemmeligheder, som man har for sig selv, inden for sin egen krops rammer, i den forstand, at de ikke er gjort kendte og hjemlige ved at blive iklædt ord.

Dette forårs opfordring skal lyde: del dine hemmeligheder! Klø på!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Det’ en hemmelighed… (I)

Semesterføljeton:

Det kan være svært at holde på en hemmelighed. Det kan der være mange grunde til. Det kan være fordi, man er så glad, at man er ved at sprænges og bare må fortælle den til nogen, eller det kan være fordi, det bare er så fristende at være den første, der fortæller noget om en veninde, som ingen andre vidste. Umiddelbart er det vel sådan, at det er ok at afsløre sine egne hemmeligheder. Det er straks lidt mere ømtåleligt med andres – det kan hurtigt blive til sladder.
Vi lever i en kultur, hvor det kan synes som om, vi har krav på at få indblik i alles hemmeligheder. Der tages ingen hensyn til, hvilke konsekvenser det egentlig har for de folk, der bliver afsløret. Ofte kan det måske være rimeligt nok: Stein Baggers havde vel ingen krav på at have sin hemmelighed for sig selv? Men hvad med jægersoldaterne, der skulle til Irak? Og så er der de mere personlige hemmeligheder. Har hele verden egentlig krav på at få at vide, at Britney Spears har et misbrug? Eller at Tom Cruise har været utro?

Vi føler en let fryd, når kendtes hemmeligheder bliver afsløret, og de bliver sat i en offentlig gabestok, hvor vi alle dømmer dem med vores moralske målestok. Men med hvilken ret sætter vi os til dommer over andre mennesker?

I Bibelen står der: Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke selv fordømmes. For hvem kunne egentlig stå prøven i en sådan offentlig lynchning? Hvem har lyst til at få afsløret alle sine hemmeligheder?

Man kan ligefrem have hemmeligheder, som man har så svært ved at dele med nogen, at det ikke længere er en, der har hemmeligheden, men at det er hemmeligheden, der har en. På en gang tænker man på den hele tiden, men samtidig føles det som det mest umulige at dele med nogen.

Det kan være hemmeligheder, som man føler, vil afsløre en, eller som afslører ens nærmeste, og som man frygter andres reaktion på. At være alene med en sådan hemmelighed kan være noget af det mest ensomme. Men der er det underlige ved hemmeligheder, at man godt kan dele dem med nogen uden, at de ophører med at være hemmeligheder. Man kan indvie en fortrolig i sin hemmelighed, og så er man to om at bære den – men stadig som hemmelighed.

Som præst indvies man i mange hemmeligheder, måske fordi folk ved, at præsten ikke dømmer og har tavshedspligt. Kristendommen bliver ofte anklaget for at være fordømmende, fordi man tror, den handler om at leve moralsk og altid gøre det gode, ’at være hellig’. Men i virkeligheden udtrykker kristendommen en erkendelse af, at alle mennesker bærer på hemmeligheder, og derfor er der ingen mennesker – heller ikke præsten, der kan sætte sig til dommer over andre mennesker. At dele sin hemmelighed med en, som lytter uden at dømme, kan være en god begyndelse til at komme ud af det jerngreb, som en ubærlig hemmelighed kan holde en i. Det kan så at sige sætte en fri, fordi hemmeligheden på den måde ikke længere er herre over en.

Hvad hemmeligheder er for noget, og hvad det egentlig betyder at dele dem med andre, skal forårets føljetoner handle om.

Christine R. Thaning, studenterpræst

(Vikar for Nicolai Halvorsen indtil 15. april 2010)