Hjertesproget

Vi mennesker har en særlig evne.  Evnen til symbolsk kommunikation . Jeg nævnte det allerede i den første klumme i dette semester.  Med symbolsk kommunikation mener jeg det vi kalder sprog, hvor ord eller tegn har en betydning som er løsrevet den umiddelbare situation. Det findes efter alt at dømme ikke hos dyr. 

Selvom vi ikke tænker over det er det temmelig abstrakt.  At lyde og bogstaver kan kombineres og danne særlige betydninger til forskel fra andre kombinationer af de samme lyde og bogstaver, som så danner andre betydninger.   

 Selvom nogle hæver at deres hund er meget klog, så kan den hverken læse eller skrive. Den forstår heller ikke symbolsk kommunikation, men hunde og andre dyr forstår andre ret komplicerede former for kommunikation. 

Vi kan ikke være med på hundes signaler gennem lugte. Heldigvis går vi ikke rundt og dufter til hinandens urin. Vi giver hinanden navne i stedet. Der er udbredt enighed blandt forskere om, at vores sproglige kommunikation og hjernens størrelse og funktion hænger sammen. 

Vores evne til at tale skyldes dog også en særlig udvikling af strubehovedet (larynx), svælg (pharynx) , kraniestørrelse og tungen (lingua), som angiveligt har gjort os i stand til at forme flere forskellige lyde.  

Sjovt nok at netop tungen hedder ”lingua” , som betyder sprog . Vi taler også på dansk om tungemål og modersmål  og hermed nærmer vi os hjertesproget. 

Vi kan ikke blot bruge sprog til at tale med. Vi bruger også flere forskellige former for sprog. Sproget udvikler sig. Oprindeligt betød hjertesprog en ligefrem og ærlig tale, men på grund af Grundtvig, så kom det til at betyde, det som ligger vort hjerte nærmest, det vi holder allermest af. 

Det skyldtes Grundtvigs sang ”Moders navn er en himmelsk lyd” fra 1837. Her hedder det

”Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk at dvale.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet! ”

Hvor problematisk Grundtvigs synspunkter til tider kan være, idet vi bemærker både det nationalt folkelige og vækkelsen. Men når det er sagt, så er det alligevel sandt at modersmålet har en særlig betydning.  

Fremmedsprog kan være glimrende og i visse henseender bedre end dansk ( lægelatin?), men når jeg bruger fx engelsk, så giver det en distance, som jeg ikke kan få på dansk. Det er ikke helt så forpligtende at sige ”I love you”, som at sige ”jeg elsker dig”. 

Når lægen skal give en følsom besked, så virker det ufølsomt, hvis hun siger det i et teknisk objektiverende sprog.  ”Jeg beklager at måtte meddele dem, at vi canceren har spredt sig fra mammae og vi har fundet metastaser i  knoglerne og i leveren  og yderligere behandlinger vil ikke kunne forhindre en terminal udgang” .

Derfor er det nødvendigt også for kommende læger, at træne deres hjertesprog og de poetiske muskler. Det udvider også ens egen verden i dybden og i bredden. 

Modersmålet ved Øresund
og trindt i de grønne lunde
dejligt klinger i allen stund,
men dejligst i pigemunde.
Sødt i lyst og sødt i nød,
sødt i liv og sødt i død,
sødt i eftermælet! 

Glædelig jul.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Vinterpoesi og stilhed

- om sprog og kommunikationsformer X

Man kan ikke forklare stilheden, der opstår, når verden bliver dækket af sne. Der er ingen logik i mørket. Stjernerne siger ingenting.

Vores almindelige sprog kommer ofte til kort, når vi vil udtrykke den virkelighed, der findes i begreber og følelser. Derfor prøver vi andre måder. Kropssprog. Gaver. Musik. Billedkunst. Tøj. Poesi.

Kommunikationen ad disse veje er usikker. Det er den for så vidt også, når vi bruger det mest konventionelle sprog. Vi misforstår hinanden hele tiden. Vi fortolker og lægger betydninger ind i ordene. Lovtekster kan diskuteres. Det er ikke til at vide, om modtageren forstår det, som afsenderen vil udtrykke. Nogen gange er det ligegyldigt; andre gange er det skæbnesvangert.

En af de værste former for ”tortur” man kan påføre et barn er at ignorere det. At lade være med at reagere, når det henvender sig - over længere tid. Et menneskes identitetsfølelse er afhængigt af dets evne til at påvirke omgivelserne, og derfor kommunikerer vi. Hele tiden.

Måske er en forklaring på vores trang til at kommunikere uafladeligt, at der er alt for få der lytter og lader sig påvirke. Vores identitet bliver udfordret, og så siger vi noget mere. Se mig! Hør mig! Læs mig!

Vi nærmer os julen med al dens trængsel og alarm. Det er herligt. Og rædsomt. Lad mig afslutte dagens lille tankerække om sprog med endnu en hyldest til tavsheden og stilheden. Giv stilheden lidt plads.

Silent night, holy night
All is calm, all is bright
Round yon Virgin Mother and Child
Holy Infant so tender and mild
Sleep in heavenly peace
Sleep in heavenly peace


Silent night, holy night!
Shepherds quake at the sight
Glories stream from heaven afar
Heavenly hosts sing Alleluia!
Christ, the Saviour is born
Christ, the Saviour is born


Silent night, holy night
Son of God, love's pure light
Radiant beams from Thy holy face
With the dawn of redeeming grace
Jesus, Lord, at Thy birth
Jesus, Lord, at Thy birth


Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Afskaf (ikke) eventyret...

- om sprog og kommunikationsformer IX

Jeg hørte i en udsendelse i radioen om filosofi for børn. Et interview med filosoffen og forfatteren Christoffer Boserup Skov som stod bag nogle bøger med en dreng som hedder Sebastian , der kommer ud for ting og tænker over det. Så var der tilknyttet en hjemmeside, Metafysisk Institut, hvor børn kunne drøfte alle mulige filosofiske spørgsmål.

Det var alt sammen meget godt og der var eksempler på børns anderledes sprog i forhold til metafysiske spørgsmål. F. eks. svarer Andreas på spørgsmålet, om man kan købe alt for penge, at man ikke kan købe solskinsdage for penge. Og det er jo sandt. Godt initiativ.

Men så kom forfatteren Christoffer til slut i udsendelsen med et udfald mod eventyr, nisser og lignende overnaturlige fænomener. Det mente han man skulle skåne børn for, fordi man som voksen bandt dem noget på ærmet. Vi ved at nisser ikke eksisterer, men det gør børnene ikke, og derfor skabes der et usundt magtforhold syntes han at mene. ”Vi behøver slet ikke opfinde historier om hverken trolde eller julemanden for at fange børnenes opmærksomhed.” I stedet skulle vi tale om evolution og den foreliggende verden, for der var børn og voksne mere lige. Hvad?

Jeg må erklære mig ganske uenig. De voksne vil ofte vide mere også om evolution og vil derfor altid have mere magt end børnene. Det betyder ikke at de nødvendigvis misbruger magten til at udnytte børnene, men mere ofte at de faktisk bruger deres magt på at beskytte børnene.

Desuden tror jeg, at opfattelsen af det overnaturlige i eventyr som nisser og trolde knytter sig til en sprogform, som ikke lader sig udrydde. Som intervieweren antydede, så mener jeg børn er mere fantasifulde eller mere magiske i deres forestillinger. Men jeg mener at det er en særlig sprogform, som ikke kan udryddes uden at forarme vores eksistens.

Skematisk kan man sige, at der er tre overordnede sprogformer. Det poetisk-magiske sprog, det prosaisk-fortællende sprog og det beskrivende-videnskabelige sprog. Ofte bruges de i større eller mindre blandinger. Eventyret eller myten kan være fortællende, men have magiske elementer. Som f.eks. trolde, magiske fyrtøj, havfruer, nisser eller talende slanger.

Faktisk peger evolutionsteoretisk hjerneforskning på, at vi er gearet til at tillægge vores omverden sådanne overnaturlige agenter. Og alene derfor synes det svært at udrydde.

Det er selvfølgelig rigtigt, at sådanne magiske forestillinger kan være dumme, farlige eller problematiske – hvis man ser det fra det videnskabelige synspunkt perspektiv. F.eks. er et problematisk at mange afrikanere tillægger forskellige ritualer eller urter kraft til at beskytte mod aids. Men jeg har faktisk ikke mødt danske børn, som troede at julemanden beskyttede dem mod biler i trafikken.

Jeg er med på at videnskaben og dens sprog skal have sin rette plads og undren over den faktiske verden også skal opmuntres; men det kan ikke erstatte eventyr og poesi. Hverken børn eller voksne tager skade af eventyr, men tværtimod så lærer man noget om sig selv og verden, når man mister barnetroen på det magiske. Men det betyder ikke at hverken troen eller magien forsvinder. Ordene har stadig magt.

Hvis nogen kalder en for et svin en gang, så kan man overhøre det. Men hvis man bliver kaldt et svin hver dag, så kommer man selv til at tro på det. Selvom man også er tilhænger af evolutionsteorien. Og også selvom det ikke er sandt. Og måske skal der siges noget andet med en vis kraft, som kan frigøre det menneske fra sin svineidentitet.
Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Og resten er tavshed

- om sprog og kommunikationsformer VIII

Er det ikke underligt, at man kan lytte til nogen der taler, og så trænger ingenting ind?

Det er selvfølgelig oplagt, hvis den man lytter til taler kinesisk, og man ikke selv har lært sproget, men jeg tænker på de situationer, hvor man lytter til én, der taler ens eget modersmål. Man forstår de enkelte ord; sætningerne måske også, og alligevel bliver ordstrømmen til mudder, når den kommer frem til ens hjerne.

Det kinesiske tegn for "at lytte"!

Jeg har oplevet det mange gange i et auditorium, hvor en underviser har forsøgt at lære mig noget. En dygtig underviser. Klog. Veltalende. Velforberedt. Og alligevel sad jeg med en mistanke om, at jeg havde en fysisk defekt, der gjorde, at ordene blev til ingenting på vejen mellem øret og den del af min hjerne, der skulle tage imod lærdommen/visdommen.

Det skræmmende er, at jeg – der er teolog – også stadig somme tider har den oplevelse når jeg går i kirke. Der står en præst på prædikestolen og vil så gerne formidle noget vigtigt til mig – og ingenting sker der. Jo, jeg hører ordene; jeg kan høre, at de er ”rigtige”, men de har ingenting at hægte sig fast på, jeg kan ikke se relevansen, meningen og de svæver derfor lige så stille ud af mine ører igen. Og jeg er så tilpas overskudsagtig og moderne, at jeg ikke engang skammer mig over det.

Jeg forventer af præsten, at han/hun kan formidle, så jeg får noget med mig. Hvis ikke det sker umiddelbart, føler jeg mig i min gode ret til at håne vedkommende indvendigt og til at tænke at det er præstens fejl at kommunikationen ikke lykkes. Jeg har hverken tid eller tålmodighed til at lære lige præcis den præsts særlige ”lingo” eller tankegang at kende, og jeg søger videre til noget andet.

Det er godt nok hårde odds, man er oppe imod, når man har noget på hjerte i dagens Danmark – hvad enten man fx står bag et kateder, på Folketingets talerstol, på en prædikestol eller på side 8 i MOK - og vil kommunikere til folk, der er selvbevidste, veluddannede og ikke særligt autoritetstro.

Mærkeligt nok bliver vi ved. Måske er der nogen, der lytter. Måske er der noget der siver ind. En lillebitte lyd midt i tavsheden.

Mallebrok er død i krigen
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.
I attenfireogtres,attenfireogtres.
Mallebrok er død i krigen i attenfireogtres.


Han blev til graven båren
fili-ong-gong-gong og tinge-linge-ling.
Han blev til graven båren
af fire hædersmænd...


Den ene bar hans sabel
den anden hans gevær.


Den tredje bar hans skjorte
den fjerde ingenting.


Og da de kom til graven
så var der ingen hul.


Så tog de hver en teske
og graved' så et hul.


Og præsten holdt en tale
han sagde ingenting.


Nu ligger han i graven
og tygger på en skrå.


Og når den så bli´r gammel
så ta´r han sig en ny.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Skrift, læsning og tidsrejser

- om sprog og kommunikationsformer VII

Jeg har desværre været syg og kunne derfor ikke deltage i den netop overståede 69 timers bar. I stedet for at foretage den rejse tilbage i den menneskelige evolution, som indtagelsen af alkohol befordrer, har jeg måttet blive i sengen. Men også der kan man rejse i tiden uden at bevæge sig særligt meget.

Opfindelsen af skriftsprog har muliggjort tidsrejser. Det kan lyde som en sensationsoverskrift, men er en gammel nyhed og en almindelig erfaring. Vi lægger bare ikke mærke til den, fordi den er så selvfølgelig.
”Hvad sker der, når vi læser? Øjet følger sorte bogstavtegn på det hvide papir fra venstre til højre, igen og igen. Og væsener, natur og tanker, som en anden har tænkt, for nylig eller for tusind år siden, træder frem i vores fantasi. Det er et under større end at man har fået sædekorn fra faraonernes grave til at gro. ” Sådan skildrer den svenske forfatter Olof Lagercrantz læsningens indbyggede under.

Og det er mærkværdigt, at vi på den måde kan kommunikere med for længst afdøde personer og tidsaldre. Det kan undre, at vi kan forstå dem. At vi kan forstå Hippokrates tanker om lægekunsten, selv om de er ca. 2400 år gamle, det er forunderligt. Skriften er en del af forklaringen, selvom viden og tanker også i mundtlige kulturer kan overleveres fra mund til mund gennem generationer, så er skriften alligevel noget for sig.

Tegn som kan tydes og sættes sammen og lagres på f.eks. et stykke skind (pergament er dyreskind, som er behandlet). Det kan blive væk og blive fundet tusind år efter og læst, hvis man ellers kan tyde skriften.

Den nutidige læser, som læser en gammel tekst, rejser i sin bevidsthed tilbage til tekstens tid og forfatterens bevidsthed. Der sker et møde. Det er ikke uden problemer, for der kan være ting man ikke forstår. Men også det man ikke forstår, kan være en spore til at prøve at forstå. Det gælder gamle tekster og ens nutidige omgivelser.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

The Sound of Silence - om sprog og kommunikationsformer VI

Kære læser,

Jeg er nødt til at afvige lidt fra skriveplanen. Planen var at skrive noget mere om kommunikation i de sociale medier, men et eller andet sted hørte jeg noget vigtigt: at vor tids største kommunikationsproblem ikke er, at vi har brug for at blive bedre til at få vores budskaber, holdninger, statusopdateringer, ideer ud.

Problemet er, at vi er blevet alt for dårlige til at lytte.

Vi har ikke tid og ro til at lytte ordentligt til de budskaber, som vi bliver bombarderet med fra morgen til aften. Det gælder ikke kun de organiserede reklamebudskaber, tv-udsendelser, radio, aviser mm. men også de langt mere personlige henvendelser, som vi prøver at dele med hinanden. De bliver sorteret og i stor stil omdannet til lydtapeter, der ikke får fokus.

Det er simpelthen svært at få ”ørenlyd”. Svært at få et andet menneskes fulde opmærksomhed. Og tid. Fordi det andet menneske også er så optaget af at få kommunikeret SIN mening, SIN følelse, SIN idé til dig og til alle andre, der vil lytte.

Resultatet er, at mange af os brænder inde med de ting, som vi virkelig har brug for at dele med andre. Det gør vi, fordi de er for vigtige og for følsomme til at kommunikere, når der er fare for, at de bliver afbrudt eller overdøvet. Med tiden bliver vi måske ligefrem så bange for stilhed, at vi undgår den, fordi stilheden lokker de indebrændte tanker frem. De tanker, der indeholder smerte og angst, usikkerhed og tvivl, uro og kaos.

Min lange ordrække, som jo paradoksalt nok er en del af støjbilledet, skal derfor afrundes med en hyldest til stilheden – og en reklame for studenterpræsten som samtalepartner. En af studenterpræstens fineste egenskaber er evnen til at tie stille. Han kan give dig tid og rum til at dele de svære tanker med sig. Han kan lytte. Benyt dig af det!

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Det skabende ord - om sprog og kommunikationsformer V

Kære læser,

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er.”

Sådan lyder de berømte første linjer i Johannesevangeliet. Det er oprindeligt skrevet på græsk og ”Ordet” er en dansk oversættelse af det græske ”Logos”. Det har en lidt bredere betydning end ord. Tanke og fornuft er også en del af logos. Men ifølge Johannes er Gud er det fornuftige ordnende sproglige princip, hvilket ikke er helt fremmed for en græsk tankegang. Imidlertid tænker Johannes også på begyndelsen af Det gamle Testamente. I første Mosebogs første kapitel hører vi om Gud, der skaber med sit ord. ”Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys.”

Som det blev nævnt i min sidste klumme for 14 dage siden, så er vores dagligsprog og politikernes sprog sjældent sådan. Der er ret skarpe grænser for, hvad vi kan lave om med vores tale. Og statsministeren stod frem og sagde: ”Lad der blive arbejdspladser og fremgang i økonomien” og se, der skete som han havde sagt. Nej, det gjorde det så ikke. Og det er nok heldigt, at vi ikke har den grad af magt.

Men der findes skabende sprog. Ord der skaber, hvad de nævner. Mest håndfast det som sprogforskerne kalder performative talehandlinger: Når en politimand siger ”Du er anholdt”, når man siger ”Ja” foran alteret på forespørgslen om man vil have NN som hos dig står til din ægtemand/hustru. Der er tale om at man skaber en symbolsk – og det kan også være juridisk – realitet med ordene. Det forudsætter en myndighed, hos dem der taler og en særlig situation.

Men der er også blødere situationer, der kan skabe ændringer. Sprog der taler til tro og håb. Tænk på Obamas taler i valgkampen, der fik folk til at føle et håb. Jeg har oplevet mennesker, der ranker ryggen og bliver mere frie efter at have fået en velsignelse. Og man kan høre et digt som skaber den stemning eller den verden det skriver frem. F.eks. følgende af Inger Christensen:

Efteråret findes; eftersmagen og eftertanken
Findes; og enerummet findes; englene,
Enkerne og elsdyret findes; enkelthederne
Findes, erindringen, erindringens lys;
og efterlyset findes, egetræet og elmetræet
findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden
findes, og edderfuglen og edderkoppen findes,
og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden

Venlig hilsen
Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Platforme

- om sprog og kommunikationsformer IV 
 

Kære læser,

Som Nicolai antydede i sidste uge, da han skrev om ”talegaver”, så bruger man sproget forskelligt afhængigt af hvilken sammenhæng man befinder sig i. Talesprog er fx flere ting. Det kan være vores almindelige hverdagstale, som vi bruger indbyrdes helt uformelt, men det kan altså også forstås som det langt mere formelle og ofte svulstige sprog, som anvendes i taler – i sidste uge eksemplificeret ved en politisk tale af statsministeren.

På tilsvarende måde med skriftsproget – og i snævrere forstand det skriftsprog, som vi bruger på internettet. Internettet fyldes i dag i langt højere grad end for bare ganske få år siden af ”brugergenereret stof” og det er nemt for enhver at taste indhold ind, som i løbet af et blink med øjet og et klik med musen er offentliggjort til alverden.

Internettet 2,0 udgøres af et væld af forskellige platforme og muligheder for at bidrage med tekst – og billeder – på nettet, og det er ikke ligegyldigt, hvordan man bruger sproget på de forskellige platforme. Og i videre forstand – hvordan der kommunikeres. For kommunikation er jo ikke kun sprog i form af ord.

Noget som allerede er en anelse old school er at etablere en hjemmeside. Det er i hvert fald so last year at have en hjemmeside, som IKKE er interaktiv. At etablere en helt udynamisk hjemmeside, som kun indeholder information i en envejskommunikationsstrøm – FRA mig TIL dig – det er IKKE 2010-stil. Med mindre altså, at man supplerer med noget andet. Og her kommer Facebook, Twitter, blogs, YouTube og alle de andre sociale netværk ind i billedet.

Studenterpræsten – og studentermenigheden – har en hjemmeside på www.studenterpraesterne.ku.dk, men vi er også til stede på andre platforme. Vi arbejder løbende med at få kommunikeret vores eksistens og vores tilbud ud til vores målgruppe – dig og alle de andre studerende i København – og må derfor også løbende overveje vores sprogbrug.

Venlig hilsen

Lise Lotz, akademisk medarbejder

Talegaver...

Kære læser,

”Danmark er et godt land at leve i. Vi har bygget et rigt samfund på foretagsomhed, opfindsomhed og godt købmandskab. Vi har skabt et trygt samfund på gensidig tillid og respekt. Vi har skabt et rimeligt samfund, hvor de bredeste skuldre bærer de største byrder.”

Sådan kan det danske sprog lyde. Men hvad er det, der siges og hvem kunne sige noget på den måde?

Jeg vil straks afsløre, at det er ingen andre end vores egen Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Og så er der nok nogen der tænker: ”Det er en tale”, og det er ganske rigtigt og godt set.

Det er talesprog. Korte hovedsætninger og der tales ud fra et vi, som har gjort store ting. Dermed bliver vi, der hører talen, inkluderet. Senere i talen nævnes alle problemerne, for der er også problemer. Rigtig mange problemer. Men taleren vil gøre noget ved sagen. Taleren har løsninger på problemerne, som til slut gentages i en række ”vi skal..” F.eks. ” Vi skal tage et syvmileskridt mod nye moderne sygehuse i hele landet”.

En Lars Løkke-tale kørt igennem ordlegetøjet "Wordle"

Og måske har du gættet det nu. Det er intet mindre end Løkkes tale ved Folketingets åbning sidste år. Jeg vil ikke analysere talen. Meningerne om den var delte. Og det kommer vist ikke bag på nogen.
En sådan tale er en særlig form for sprog. Jeg har allerede bemærket nogle af de retoriske kneb, der bruges for at få tilhørerne med. Men det er også magtens tale. Ikke magtsprog. Men den tale, hvor statsministeren som regeringens leder kommer med redegørelse for "rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger" sådan som grundloven foreskriver.

Det med sygehusene har derfor en anden vægt end, hvis jeg havde sagt det. Lars Løkkes ord har derfor en anden vægt. Men det er dog ikke sådan, at ordene skaber, hvad de nævner. Selvom det på en måde er, hvad Lars Løkke og alle politiske talere forsøger. Med ord at skabe den velvilje hos tilhøreren, som gør at man kan få sin politik igennem.

Obama Rhetoric machine

Men ordene alene kan ikke skabe nye sygehuse og bedre økonomi. Selvom man kan få en følelse af håb og tro på fremtiden gennem sådan en tale. Men her skal man måske tænke på Obama, mere end lille Lars fra Græsted. Men selv Obama har nu problemer med at få realiteterne til at leve op til de ord som gjorde ham til præsident.

Venlig hilsen

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Pølsesnak og platforme - Lises intro

Kære læser,

I sidste uge bød Nicolai velkommen og tog hul på efterårets føljeton. I dag er det min tur.

Vi vil på skift skrive om sprog og kommunikation. Nicolai vil have sin særlige vinkel på stoffet, og jeg vil især udbrede mig om de platforme, som man i dag kan bruge når man vil sende en besked til verden. Jeg vil både gøre mig en tanke eller to om det rent generelle, men jeg vil selvfølgelig også snige noget slet skjult reklame – vi er ikke for fine til product placement - for vores aktiviteter på forskellige medier ind i mine indlæg.

Vi føler os jo vældigt fremme på beatet, selvom vi selvfølgelig er smerteligt klar over, at risikoen for at vi bare forkølet prøver at være ”unge med de unge” er overhængende.

Følg med i vores føljeton hér, dér og alle vegne og se om du kan bruge pølsesnakken til noget.

Venlig hilsen

 Akademisk medarbejder