mandag den 7. december 2009

Afsnit XII – 666. Det sidste tal

Føljeton: Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

Vi er nu nået til det sidste MOK i dette år og dermed den sidste afsnit i denne føljeton om bibelske nøgletal. Der er sikkert meget vi ikke har nået, og vi har sikkert også sagt en del vrøvl, men vi håber at Du, kære læser, alligevel har moret dig og måske har fået en ny viden.

Jeg har haft en inklination til en digression og skrive noget om tallet 350. 350 er, som mange nu ved, det antal klokkeslag bevægelsen Grøn Kirke har talt for at udføre d. 15. december i forbindelse med klimatopmødet i Kbh. Og jeg har forsøgt, men jeg blev så træt og jeg havde store vanskeligheder ved at sige det jeg ville i den forbindelse på den korte plads. Så det må komme på anden vis. Man kan følge med på vores blog. Tallet 350 har heller ikke nogen bibelsk basis.

I stedet vil jeg skrive om et af de sidste tal i biblen og et afgjort nøgletal, som man har spekuleret over i århundreder. Nemlig dyrets tal 666. Det nævnes i biblen i Johannes Åbenbaring (der også kaldes apokalypsen, men det er blot græsk for åbenbaring).


Her tales der i kap. 13 om to dyr, dyret fra havet og dyret fra jorden og det sidste dyr forfører menneskene og får dem til at tilbede det første dyr: Det får alle, store og små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte et mærke på deres højre hånd eller deres pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.

Og man har regnet lige siden. Ved at bruge de talværdierne på de hebræiske bogstaver kunne man regne sig frem til at Neron Kaisar – kejser Nero stavet på græsk - gav tallet 666 efter transskription til hebræisk. Men hvis man stavede det på latin - Nero Caesar – blev resultatet 616. Dette tal findes faktisk i nogle manuskripter man har.

Der findes jo ikke nogen original bibel, men en række håndskrifter med variationer, som man på forskellige måde efter kritisk analyse samler til det man mener, er en sandsynlig ældst tekst. Men mange forskere mener, at 616 faktisk er det originale tal. Men det får næppe nogen folkelig opbakning. Heller ikke hos Jehovas Vidner, der mener at 666 er 3 gange det uperfekte tal. 6 er nemlig 7-1 og angiver en mangel i forhold til 7 som er Guds tal og symbol på fuldkommenhed.
Omvendt kan man sige at man får 666 hvis man tager 350 og siger 3x50 = 150 og ganger det med 4.44. Og i Johannesevangeliet kap. 4. vers 44 står der ”Og han havde selv vidnet, at en profet ikke er agtet i sit fædreland”. Der er nok en skjult mening her!

God jul.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

PS: Få nu ikke Hexakosioihexekontahexafobi! Det er bare et tal!

mandag den 30. november 2009

Afsnit XI – Fyrre

Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

Nu speeder vi yderligere op og springer endnu flere tal over. MOK-semesteret er ved at være slut og vi skal lige have nogle af de store, spændende tal med inden alt går op i eksamenslæsning, julegaveindkøb og andre decemberglæder.

Tallet fyrre er et interessant tal, som findes og bruges mange steder i en kristen sammenhæng. Tallet kan forstås som produktet af fem og otte.

Som jeg tidligere skrev om tallet fire, så symboliserer det tal det jordiske, det skabte, som på en gang er fuldendt og afhængigt. Afhængigt af Gud. Tallet fem symboliserer – udover det, som Nicolai skrev om, da han udfoldede sider af femtallets betydning – det skabte PLUS det ekstra, som Gud kan tilføre, nemlig den mærkelige ting ”nåde”. Nåde er det ekstra, det ufortjente, det uforklarlige, det som gør, at liv kan opstå som et mysterium vi ikke kan begribe, men bare tage imod.

Otte kan i denne sammenhæng forstås som fornyelsens og overflodens tal. Efter syv dages perfekt skabelse er den ottende dag den ekstra; en ny uge begynder.

Og når vi så ganger fem med otte og får fyrre, så har vi et tal, med et komplekst indhold. Nåde og fornyelse.

HUSK! Vi taler mytologisk sprog her! Ikke naturvidenskabeligt og rationelt!

Tallet fyrre går igen og igen i de bibelske fortællinger: da Noah har bygget arken efter anvisninger fra Gud regner det i fyrre dage og fyrre nætter, så alle væsener – der ikke er ombord i den store redningsflåde – udslettes fra jordens overflade. her kan vi i høj grad tale om fornyelse: hele kloden udslettes og fornys med Noahs mellemkomst.


Måske kan den nådige mangel på total udslettelse efter den bibelske klimakatastrofe give håb om, at vi heller ikke skal dø alle sammen i hverken 2012 eller i anden nær fremtid…


En anden markant brug af en fyrre dage lang prøvelsesperiode, der indvarsler fornyelse, er fastetiden op til den kristne påske. Periodens længde er begrundet af fortællingen om Jesus, der drager ud i ørkenen, og opholder sig der i fyrre dage uden at få vådt eller tørt.

Mens han er der, møder han Satan selv, der i flere omgange forsøger at friste ham til at tage den nemme vej ud fx ved at omdanne stenene i ørkenen til brød.


Satan forsøger at få Jesus til at bruge sin magt til at redde sig selv materielt, fysisk, men hans forsøg bliver afvist, og Jesus kommer efter de fyrre dage fornyet tilbage til sin (u)almindelige tilværelse. På samme måde er fasten en fyrre dages prøvelsesperiode, som fører frem til fornyelsens store højtid påske og – med lidt held? – et fornyet syn på livet.

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 23. november 2009

Afsnit X – Tallet tolv

Vi springer nu nogle tal over. Det er sikkert uretfærdigt, men vi nærmer os jul og semesterets og føljetonens afslutning så derfor.

Og 12 er mere væsentligt end 8- 11 tilsammen. 12 er et særligt tal. Det er et sublimt tal, der har et perfekt antal divisorer. Det er det laveste tal med nøjagtig seks divisorer og har mange andre matematiske fortrin. Dertil kommer at tolv er målet for et dusin. Og alle medicinstuderende ved hvor mange par ribben, der normalt er i et menneske.

I religionerne er 12 et yndet nummer og givetvis ikke uden forbindelse til tallet matematiske fortrin. Odin havde iflg. nordisk mytologi 12 sønner, den hinduistiske Gud Surya har 12 navne og indenfor Shia-islam har profeten 12 legitime efterfølgere. Også patriarken Jakob fra Det gamle Testamente også havde 12 sønner. Jakob bliver også kaldt Israel og hans sønner udgjorde landets tolv stammer. Derfor spiller 12 et stor rolle i den jødiske og gammeltestamentlige religion.

I forlængelse af dette er det ikke tilfældigt at Jesus har 12 disciple. Fra Det ny Testamentes tid og i århundreder fremover læste man bøgerne vi kalder Det gamle Testamente som profetier. Israels tolv stammer peger frem mod og bliver først fuldt forklaret ved Jesus og hans tolv disciple. Da disse som apostle senere bliver den første kirke, så man Guds kirke præfigureret i Israels tolv stammer. Da Judas Iskariot ryger ud af discipel-skaren må man også vælge en ny, da der skulle være 12. Der var kampvalg mellem Matthias og Josef Barsabbas, og det blev så Matthias der blev valg ved lodtrækning. Matthias har derfor siden været helgen for spil.

I Johannes Åbenbaring – som nævnt sidst et skrift med megen talsymbolik – finder vi en række henvisninger til 12 tallet, som spiller på de 12 stammer og apostle. I kap. 7 får vi at vide at der er 144.000 ( 12x 12.000) beseglede af de 12 stammer. 12.000 fra hver stamme. De 144.000 er førstegrøden af de frelste.

Vi møder også en kvinde i kap. 12, der har en krone med tolv stjerner. Kvinden fremstiller symbolsk jomfru Maria. Da EU’s flag er en cirkel med 12 stjerner, har det fået flere til at overveje om EU er et katolsk projekt. Det er blevet set som symbol på at EU er genrejsningen af det katolske romersk-tyske kejserdømme. Men EU er i samme forbindelse også set som dyrets – antikrists – regering.
(EU-parlamentsbygningen i Strassbourg)

Alt sammen formentlig afvist af både kommissærer og Pave, men benægtelse er jo i konspirationssammenhænge lige så godt som bekræftelse.

Læs evt. mere på http://www.seekingtruth.co.uk/europe.htm

Nicolai Halvorsen, studenterpræst
Den fødende kvinde og dragen
v1 Og et stort tegn viste sig på himlen, en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og med en krone af tolv stjerner på sit hoved. v2 Hun skulle føde, og hun skreg af smerte i sine fødselsveer. v3 Og der viste sig et andet tegn på himlen, en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder. v4 Dens hale fejede en tredjedel af himlens stjerner bort og styrtede dem ned på jorden. Dragen stillede sig foran kvinden, der skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun fødte. v5 Og hun fødte en søn, en dreng, som skal vogte alle folkeslagene med et jernscepter. Og hendes barn blev bortrykket til Gud og hans trone. v6 Men kvinden flygtede ud i ørkenen; dér har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde dér i tolv hundrede og tres dage.
(Johs. Åb. 12,1)

mandag den 16. november 2009







Afsnit X: Syv
Vi har tidligere skrevet om de syv dødssynder. Vi er flere der har set filmen Seven. Vi er nogle der har set filmen Det syvende segl. Jeg og mange andre holder meget af De syv samuraier. Til gengæld har vi ikke set filmen seven pussy one dick.



Men alligevel henslæber vi livet – i munterhed og sorg – i uger, der alle har syv dage. Og det skyldes som alle ved religion. En gang i Australien hørte jeg en sige, at hvis du regner din uge i 7 dage, så er du jøde, kristen eller muslim; selvom 7-dages ugen nu bruges over det meste af verden, så er der stadig folk, der bruger andre kalendere. Historisk har man i Kina f.eks. haft uger på 5,10 og 30 dage og Igbo folket fra Nigeria har en 4 dages uge. Her har det været tradition at opkalde børn efter den ugedag de var født. I så fald skulle jeg havde heddet Nicolaifredag

Men syv er selvfølgelig tallet fra den jødisk-kristne kultur, fordi det tog Herren seks dage at skabe jorden og han hvilede på den syvende (1. Mosebog kap. 2, v. 1). Og det indskærpes senere at fordi Herren hvilede, så skal folket også gøre det (2.mos 31:13-17). I kristendommen overtager man de syv dage, men flytter helligdagen til søndag, fordi det er Herrens dag, den dag Jesus opstod fra de døde. Eller rettere den dag kvinderne kom ud til graven og fandt at den var tom ( Markusevangeliet kap. 16, v. 1- 2). Her angives det, at det er lige efter sabbat og at det er den første dag i ugen. Det er nok en overraskelse for de fleste at Søndag er den første dag i ugen. Men også på dette punkt er Danmark blevet sekulariseret, idet det pr 1. jan. 1973 i overensstemmelse med ISO 8601 blev indført at mandag skulle være den første dag i ugen.
Men lad mig slutte med et andet syvtals symbolik. I Det ny Testamentes sidste bog. Johannes Åbenbaring, som er en vision med en masse talsymbolik, pålægges det Johannes at skrive til de syv menigheder i Asien. Der er rigtig mange syvtaller: Syv engle, syv lysestager og altså syv menigheder. Hele skriftet er således en slags brev, men i kap. 2 gives der mere specifikke anvisninger.



Dette vil jeg nu ikke gå mere ind i, men blot nævne at Grundtvig på sin egen sære måde brugte dette som en slags historisk profeti om kristendommen som bevægede sig gennem syv geografiske menigheder/lande og sprog, alt efter hvor kristendommen i en given epoke havde haft føringen. Denne skabelon brugte han så til at skrive en slags kirkehistorie på vers Kristenhedens Syvstjerne hed den. Jeg kan nævne at den sjette menighed var den nordiske ( og Grundtvigs egen tid), den syvende antog han ville komme i Indien. Men ikke i Kina, for der havde de te, politi og eksamener.





Henvisninger
Oversigt over ugedage hvert år siden 1500
http://www.rmadsen.dk/kal/
Om Igbo
http://en.wikipedia.org/wiki/Igbo_Culture#Calendar
Om uger
http://en.wikipedia.org/wiki/Week
Kristenhedens syvstjerne – se strofe 80 f
http://www.grundtvig-byen.dk/gr/1986.pdf

mandag den 9. november 2009

Afsnit IX: Seks

Der er også interessante ting at sige om tallet seks.

Seks kan opfattes som to plus fire. Totallet handlede om menneskets relation og modsætning til Gud og firetallet om den skabte verden. Sekstallet kan derfor ses som det menneskelige tal; mennesket som uperfekt og i skabelsens vold. Mennesket – og slangen - blev ifølge myten skabt på den sjette dag; seks dage skal mennesket arbejde i sit ansigts sved før hviledagen kommer som den syvende dag.

Den sekstakkede stjerne er kendt som Bethlehemsstjernen, Davidsstjernen – eller jødestjernen. Hvis man tænker sig at fjerne spidserne, får man en sekskantet figur, som minder om en bicelle. Samtidig er det formen på tværsnittet af visse kistetyper. En teori er derfor, at ligesom bilarven ligger i sin celle og venter på at (gen-)fødes som fuldt færdigudviklet bi, ligger den døde i kisten og venter på at genopstå til evigt liv.


Gamle bybrønde var ofte sekskantede og disse brønde – tillige med kilder og søer – blev anset for at være Moder Jords modermund. Når konen på gården skulle føde, var det visse steder skik, at vælte brøndstenen bort.

Ordet er i familie med ordet ”sex”…

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 2. november 2009

Afsnit VIII: Fem


Efter at Lise skrevom tallet fire i sidste uge, så vil nogle sikkert forvente at der kommer noget om tallet fem. Og det gør der. Fem er ikke et fremtrædende bibelsk nøgletal. Det har symboliseret Jesu fem sårmærker. Og så er der selvfølgelig de fem mosebøger, der kaldes penta-teuchen efter græsk penta + teuchos (volume/bog). Ordet penta forbinder de fleste nok med et pentagram, en femkant. Og pentagrammet forbinder de fleste nok med det okkulte, djævledyrkelse mv. Men det er faktisk en ret ny betydning. Pentagrammet har derimod været kendt meget længe.


I babylonisk religion for ca. 3500 år siden havde pentagrammet astrologisk betydning, idet det henviste til de fem kendte planeter. Astronomisk laver planeten venus noget der ligner et pentagram i dens såkaldte inferiøre conjunktioner i løbet af 13 omdrejninger mod jordens 8. Dette bruges også i astrologi. Pythagoræerne brugte pentagrammet som symbol for lykke og sundhed. De kaldte det Hygieia, der var navnet på sundhedens gudinde og som vi kender som Hygiejne. For de middelalderlige ny-pythagoræere stod spidserne i femkanten for de fem elementer: vand, jord, ild, idé(ånd) og luft. Hvis man tager forbogstaverne af de græske ord i den rækkefølge får man ordet Hygieia.



For Gnostikerne var pentagrammet også symbol på fuldkommenhed eller verdensaltet. I den middelalderlige kristendom brugtes pentagrammet til at beskytte mod hekse og onde ånder, efter den førnænvte symbolisering af Jesu fem sårmærker.



Allerede pythagoræerne og Euclid vidste, at pentagrammet havde særlig affinitet til det gyldne snit.
De fleste kender Leonardo da Vincis berømte mand, der står i pentagrammet i en cirkel. Men det var okkultismen i tidens efter Leonardo, der udviklede tanken om pentagrammet udfra pythagoræernes elementlære.

Senere i 1800tallet kom den forståelse til, at ånden var den øverste spids i femkanten, der tronede over de andre materielle elementer og som sådan repræsenterede den det gode. Men hvis man vendte femkanten, så den havde to spidser op blev det en repræsentation af det onde. I stedet for tegnet på et menneske, blev det tegnet på en ged med to horn.

Og således er pentagrammet blevet forbundet med satanisme, hvilket er ganske forkert.

Nicolai Halvorsen, Studenterpræst

mandag den 26. oktober 2009

Afsnit VII: Fire


Firetallet har sin helt egen betydning, når man bevæger sig bare lidt væk fra matematikken og logikken. Det vil jeg udbrede mig lidt om her i uge 44…

Der er rigtig mange ting, som der er fire af – også i Bibelen og hele det kristne univers. Hvor det tidligere omtalte tretal – med henvisning treenigheden - anses for at være guddommeligt og komplet, så er firetallet, tre plus en, det, som kommer efter. ”I begyndelsen skabte Gud…” Den treenige Gud kendes på det som han har skabt; det som kom efter Guds eksistens.

Tallet fire henviser derfor til det skabte, det jordiske. Firetallet symboliserer mennesket i dets relation til - og afhængighed - af Gud. Firetallet omfatter hele den vidunderlige, skabte verden: fire verdenshjørner, fire elementer (jord, ild, luft og vand), fire årstider, fire månefaser. I skabelsesberetningen er skabelsen af verden komplet på den fjerde dag; den femte og sjette dag bruges ”bare” til at befolke verden med dyr og mennesker.
Der er også fire ærkeengle og fire store profeter i Det gamle Testamente. Men der er ikke kun fire af de gode ting: fire grumme ryttere fra åbenbaringen på deres farvede heste bringer henholdsvis erobring, krig, samfundsmæssigt kollaps og død. Tilsammen en cocktail, som betyder total ødelæggelse af alt det skabte menneskeliv.


Til slut vil jeg nævne at firetallet også kan symbolisere Kristus i fire forskellige skikkelser: menneske, løve, okse og ørn. Disse fire skikkelser er samtidig symboler for de fire evangelister Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Der er noget at tænke over næste gang du støder på et firetal!

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 19. oktober 2009

Afsnit VI – Tre (part II)

Føljeton: Bibelske nøgletal – Religionen og tallene

en, to, tre …

Som Lise skrev i sidste afsnit, så ligger det nu til mig at fortælle om det særlige kristne 3 tal, nemlig treenigheden. Det mærkværdige udsagn, at Gud selv er både tre og en.

Mange undrer sig sikkert over hvorfor man dog skulle komplicere en sag på den måde. Ville det ikke være meget nemmere blot at have en Gud, der var en og identisk med sig selv, hel og udelelig osv. Og jo, måske virker det nemmere for os, men ser man historisk på det, så er treenigheden ikke en del af problemet, men løsningen på en række problemer.


Kristendommen er jo særlig ved at den hævder at mennesket Jesus er Gud søn og dermed selv Gud. Alligevel taler Jesus selv om Gud, som sin far i himlen. Og i Det ny Testamente berettes også om, hvordan Guds ånd kommer over disciplene i det, der senere skulle blive kendt som pinsen (den hedder pentecost på engelsk, men det er i virkeligheden græsk og betyder ”halvtredsindstyvende” nemlig dag efter påske).

På denne måde har man allerede både Gud som fader, søn og Helligånd, hvilket også hurtigt bliver en formelagtig måde at benævne Gud på. Senere da den kristen kirke vokser, bliver det nødvendigt at koble de bibelske tanker og forestillinger om Gud med den græske filosofi. Det er ikke nemt.

At tale om Gud som menneske er for det første helt håbløst, da Gud må være evig og udelelig og uforgængelig. Og der opstår en række teologier hvor man nedtoner eller helt afviser at Jesus skulle være Gud. En af de mest indflydelsesrige var arianismen (opkaldt efter biskop Arius 256-336), der netop hævdede at sønnen var skabt af faderen og dermed ikke besiddende et evigt endsige guddommeligt væsen. Arius lære blev fordømt på kirkemødet i Nikæa i 325, hvor man også vedtog den nikænske trosbekendelse, der netop stadfæster at ”Sønnen er født ikke skabt, af samme væsen som Faderen”. Men hvad betyder alt dette og hvorfor er det vigtigt?

Ja, det kan man læse mere om på vores blog – eller man komme forbi præsten og spørge eller satse på at det kommer for en dag i en senere klumme.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

mandag den 5. oktober 2009

Tre-i-én-guden - en studiekreds

Den kristne Gud er bestemt som den treenige Gud. Fader, Søn og Helligånd. Denne forståelse af Gud går tilbage til Det nye Testamente, men bliver for alvor fastlagt i det 4. og 5. århundrede.

For mange både den gang og nu er det er absurd idé, at Gud skulle være tre og en på samme tid. Derfor er det relevant at spørge, hvad meningen er? Og selvom det måske var relevant dengang, er det så stadig en bæredygtig forestilling?

Bortset fra indvendingen at treenighedslæren er uforståelig, så er der også spørgsmålet om Guds køn. Det maskuline dominerer unægtelig og hvad med det kvindelige? Er Helligånden en kvinde? Alle disse spørgsmål - og sikkert en del flere – vil vi diskutere i en afslappet og hyggelig atmosfære. Selvom emnet er svært vil vi forsøge, at gøre det tilgængeligt.

Onsdagene 23/9; 7/10; 21/10; 18/11; 2/12 – kl. 15.15-17.00 i lokalerne i St. Kannikestræde 8, 1. Sal

Nicolai Halvorsen og Stefan Lamhauge Hansen, studenterpræster

Afsnit V: Tretallet

Føljeton: Bibelske nøgletal – Religionen og tallene
Afsnit V – Tre

Når man ringer til mig - og andre, der bruger 3 som mobilselskab - får man ofte denne sangtekst i ørerne:

Three is a magic number,
Yes it is, it's a magic number.
Somewhere in the ancient, mystic trinity
You get three as a magic number.

The past and the present and the future.

Faith and Hope and Charity,
The heart and the brain and the body
Give you three as a magic number.

[…]

A man and a woman had a little baby,
Yes, they did.
They had three in the family,
And that's a magic number.

Når sangen er nået så langt, er telefonen som regel for længst blevet taget. Men det er blevet slået grundigt fast, at der er noget magisk ved tretallet. (At sangen i virkeligheden er en schoolhouserock-sang, der skal lære amerikanske børn tretabellen, er så den lidt mindre magiske side af sagen!)

Med tre rette linjer kan man danne en af de mest basale geometriske figurer: trekanten, og når noget har tre dimensioner er det for alvor til stede i verden. Tre kan altså ses som det solide, det komplette, det reelle, det hele. En stol med tre ben vipper ikke!

I kristen sammenhæng finder man den mest markante brug af tretallet, når Gud skal beskrives: den kristne gud er ”treenig”. (Det vil Nicolai formodentlig uddybe i næste uges føljetonafsnit, og hvis du vil vide endnu mere om tre-i-én-guden er der også studiekredsen om netop det emne...)

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 28. september 2009

Afsnit IV – 2tal

Hvis 1 er alle tings moder, sådan som vi hørte i sidste uge, så er to begyndelsen på livet, det dynamiske. To er enheden og forskellen. 0 og 1 som jeg tidligere nævnte. Det binære system. Der skal to til tango og bakterier deler sig i to og siden mange flere. Delingen af ettallet eller den singulære enhed i to dele, der er identiske er den første primære forplantningsproces.

Forud for dette gå vel den mærkelige begivenhed, at biokemiske systemer på mærkværdig vis samler sig og bliver til en celle. De første encellede væsner må have lært at tælle til to. De må have organiseret en skelnen mellem dem selv og deres omverden. Selvom denne skelnen selvfølgelig ikke har været bevidst. Men 2 tallet er på denne måde fundamentalt i livets oprindelse. Modsætningen mellem mig og det andet er også fundamental for os. Også som gruppe eller samfund er denne sondring mellem os og de andre meget fundamental.

Alle fællesskaber er grundlagt på sondringen mellem dem der er med i fællesskabet og dem der er udenfor. Det kan lyde hårdt, men jeg mener det er et faktum. Vi kan ikke i praksis forestille os en kollektiv verden uden forskelle på os og de andre. Men derfor behøvede fællesskaberne ikke at være i kamp med hinanden. Men to tallet er også historien om de kæmpende modsætninger, forskellen på mæthed og sult, på liv og død, på frygt og glæde, lys og mørke, magt og afmagt, rigdom og fattigdom, ja og nej, kærlighed og had.

Alt dette kan man finde mange eksempler på i religionerne. Forskellen mellem Gud og djævel f.eks. eller mellem det udvalgte folk og de andre, mellem de troende og de vantro. Men spørgsmålet er om disse modsætninger lader sig forsone og i givet fald hvordan?

Men for at modsætningen skal forsones må man kunne tælle til tre. For den forsonede modsætning er en ny enhed af det der før var delt. Men mere om det senere.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

onsdag den 23. september 2009

mandag den 21. september 2009

Afsnit III – Én

Føljeton: Bibelske nøgletal

Ettallet er alle tals moder. Ettallet er den store modsætning til ingenting. Ettallet er helt, komplet og universelt. Før ettallet: intet; efter ettallet: alt.
På den måde er det indlysende at se, at ettallet kan betragtes som guddommeligt; som symbol for Gud, der skaber verden; som Gud, der står alene. Der er basalt set hverken konflikt eller harmoni, for der er ikke andet, end det ene.

Det er ikke mærkeligt, at tre af de store verdensreligioner, de MONOteistiske, hævder, at der kun er én Gud. Troen på én gud skaber orden i det kaos af flerheder, som menneskelivet er. Én Gud er den absolutte modsætning til den samlede menneskehed og på samme tid, den absolutte ækvivalens til det enkelte menneske.

Det første af de ti bud, som står i Det gamle Testamente, siger ”Jeg er din Gud. Du må ikke have andre guder” og i Det nye Testamente kan man læse, at Jesus siger ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud”. Guds placering som ”det store ettal” er altså helt central for den kristne tro. Det har vi til fælles med jøder og muslimer.

At kristendommen så vil være mere avanceret end de andre og hævder den matematiske besynderlighed, at Gud på en og samme gang er én OG tre er så en anden historie, som vi vil komme ind på senere.

Lise Lotz, akademisk medarbejder

mandag den 14. september 2009

Religionen og tallene

Føljeton: Bibelske nøgletal
Afsnit II

Vi lever i tallenes tid. Tal styrer vores verden; først og fremmest i form af penge. Vi er drevet af + tal; alle vil helst have + på kontoen. Så man kunne sige, at overskuddet, de positive tal, er vores Gud. Det er det, som driver os frem og rundt i manegen. Men måske er der også andre ting i livet – som vi sjovt nok så også kalder værdier.

I løbet af min voksentid har tallet to fået større og større magt. De fleste pc'er, internettet og anden digital baseret information bygger på forskellen mellem 0 og 1. Men har det noget med religion at gøre – ikke uden videre.

Man kunne symbolsk måske sige, at systemer med to sider, det man kalder binære systemer også er kendt fra religionen: Gud – djævel, lys- mørke, liv–død, frelse–fortabelse … fortsæt selv.

En af mine gamle teologiske lærere sagde at to er djævlens tal. Måske handlede det om at Gud i den kristne tradition er tre-enig. En Gud i tre former. Måske handler det om, at de dualistiske verdensbilleder, der fundamentalt mener at verden udspringer af en evig modsætning mellem f.eks. lys og mørke, at de er diabolske, fordi de giver mørket en selvstændig skabende kraft.

Indenfor de såkaldt monoteistiske religioner, dem der tror på en Gud, som altings skaber og ophav, stammer alt fra en kilde. Det giver nogle problemer med det onde, som så også må stamme fra Gud. Derfor kunne det være lettere at have to eller flere guder eller magter. En for det gode og en for det onde.

Men det gav også nogle fordele, at samle al magt i én Gud. Det gjorde verden mere enkel, og især da det var en overjordisk Gud, der havde skabt verden og var forskellig fra den skabte verden. Det betød, at verden blev almindelig, den kunne forvaltes uden frygt for at man fornærmede en Gud.

I samfund hvor naturen blev behersket af forskellige guder eller ånder, der f.eks. boede i træerne eller i stenene, skulle man passe meget på ikke at fornærme en guddom. Så i den forstand var monoteisme – at der kun er en Gud – en lettelse og en forenkling. Og så kunne man lettere udnytte naturens ressourcer.

Det har vi nu drevet for vidt, men det er en anden sag.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

mandag den 7. september 2009

Bibelske nøgletal

Afsnit I – Intro

Én, to, mange. Finanskrise. Plusord og minusdage. Syv, ni, tretten. Vores føljeton vil i dette semester handle om tal.

Studenterpræst Nicolai Halvorsen har i efteråret en studiekreds om "Tre-i-én-guden" sammen med sin kollega Stefan Lamhauge hansen fra indre by. Her vil de kredse om det mærkelige fænomen, at man kan hævde at noget på en og samme gang er tre OG en. Bortset fra at man somme tider kan være heldig i Kvickly og få 3 for 1's pris, så er det jo ikke almindelig omgang med tal.

Vores semesterføljeton vil organisere sig omkring de mere eller mindre mærkelige talhistorier, som kan findes i Bibelen og omegn. Følg med fra næste uge og bliv udfordret matematisk-religiøst!

Lise Lotz, akademisk medarbejder
http://studenterpraesterne.ku.dk<http://studenterpraesterne.ku.dk/>

søndag den 6. september 2009

Poesi på Panum med Gadedigteren

Fredag den 4. september 2009 løb et særligt arrangement af stabelen: Poesi på Panum - Oehlenschlägers kristne naturromantik på Panum.

"Poesi og romantik er ikke noget man ummidelbart forbinder med det sundhedsvidenskabelige fakultet, der er kendt under navnet Panuminstituttet. De murklædte betonbygninger med farvede skorstene er udtryk for det modernistiske og funktionelle byggeri fra 1970erne virker fremmede for romantisk følelse og poesi. Men kan det forbindes?

Vi vil forsøge ved at foretage en digtoplæsning af Adam Oehlenschlägers digtcyklus "Årets Evangelium" på en vandring rundt forskellige steder på og omkring Panuminstituttet. Digtet er tillige et forsøg på at spejle kristendommen i naturen, idet Oehlenschläger lader beretningerne fra de kristne evangelier være strukturen i digtet. Det blev oprindelig kaldt "Jesu Christi gientagne Liv i den Aarlige natur" - hvilket fortæller meget godt, hvad der er på færde.


Ved at lave dette møde mellem Oehlenschlägers digt og den moderne videnskabs højborg, vil vi forsøge at rejse nogle spørgsmål om naturen - herunder også menneskets natur - om følelse og forstand, om tro og viden."

Nicolai, studenterpræsten, introducerer Gadedigteren og giver en indledende tale om naturvidenskabens magt. Og poesiens nødvendighed.


Christian Kronman, gadedigteren, reciterer Oehlenschläger:

Kristi fødsel

Hver dag, når tågerne flygte hen,
da fødes det lille barn Jesus igen.
Den engel i luft, i lund, i elv,
der er vor frelser, det er ham selv.
Derfor naturen så hult og skønt
sig fryder og klæder i håbets grønt.



I kantinen.


Ærgerrigheden/Fristelserne i ørknen


Med krog skal man fisk angle,
børn med en rangle;
tag denne rangle af min hånd,
og tjen og tilbed mig, jeg er den gode ånd.






Ved Barry’s ”Vildsvinejagt”

Bjergprædiken/Den gamle skov gennem hornet


Lad ej dit indre lys af tåger indhylles!
Natten kun sortner, at stjernen kan mere forgyldes.




I gården ved Anatomisk Studiesamling

Saddukæerne

Du lever; siden du blev fød;
når du er død, så er du død.
At du opstande skal igen -
hvor kom det fra, hvor vil det hen?



Ved Bjørn Nørgaardsfrise

Simon Peder

Liljen op sig lukker, bukker
under sommerfuglens vægt.
Rundt i muntre klynger synger
hele skovens fugleslægt.


Foran rød skorsten ved siddende skulptur:

Getsemane og Golgata

Ej længer druens purpur luer,
den milde himmels sidste smil.
Hvorhen det matte øje skuer,
det træffer sår af dødens pil.
Den kolde dug, som skoven væder,
på gule løv med sitren står:
O, Jesus! det er dig, som græder
udi den visne urtegård.

Bagerst i cykelskur:

Disciplenes jubelhymne

Korset, som du slæbte,
ej din guddom dræbte
i sin bitre favn.
Hvad som ej kan fødes,
det kan aldrig dødes,
e v i g er dets navn.

Bag skulptur under de tre fyrretræer:

Påske

En bedre fremtid himlen lover:
Det er ej død, kun hvile blid;
i graven trætte legem sover,
udmattet af den sidste strid.

Ved sommerfuglebusken:

Pinse

Så stå vi nu i våren da, den samme,
hvorfra vi udgik! Det er atter vår.
Med sejr stråler kærlighedens flamme,
og endt er nu det lille jordens år.

mandag den 25. maj 2009

Afsnit XII – ladhed ("acedia")

Føljeton: Livet. En ligning, der ikke går op.

”Dovenskab er roden til alt ondt”. Ladheden, lediggangen eller dovenskaben kender de fleste og vi kender alle til ordsproget som før nævnt. Det er ikke en særlig kristen eller vestlig specialitet. Lignende ordsprog findes overalt i verden. Enhver kan også regne ud, at dovenskab ikke bringer mad på bordet. Og det er også hvad mange ordsprog hentyder til. I samfund hvor man er afhængige af hinanden og hinandens arbejder er det derfor ikke mærkeligt at dovenskaben er socialt uacceptabel.

Men hvad kvalificerer dovenskaben til at blive en dødssynd? Ja måske skulle jeg nu – lidt bagvendt udfolde hvad en dødssynd egentlig er. De syv fænomener vi har skrevet om, og som man normalt kalder de syv dødssynder er egentlig ikke rigtige synder i sig selv. De syv stammer fra de store middelalderteolog Thomas Aquinas og blev betegnet som hovedsynder, lat. peccata capitalia – hvoraf vi får det engelske capital sin - til forskel fra de mere tilgivelige synder. Forestillingen om hovedsynderne stammede fra pave Gregor 1. den store, der beskrev en række sjælelige tilbøjeligheder og sindstilstande, som sandsynligvis ville føre til onde handlinger. Men disse tilstande var ikke i sig selv gerningssynder og derfor ikke egentlig dødssynder (lat peccata mortalia). Alligevel er alle disse tilstande udtryk for bortvendthed fra Gud, der fører til oprør mod Guds lov. Som tidligere nævnt blev hovmodet den første og mest alvorlige tilbøjelighed, fordi de udtrykte det primære oprør mod Gud, nemlig at ville være sin egen herre. Kirkefaderen Augustin udlægger i sit store værk ”Om Guds stad” (De Civitate Dei), hvordan Satan netop som den første engel falder pga. hovmod. ( Bog.11 kap. 13 og 33). Disse overvejelser fører Augustin til den konklusion, at synden sidder i viljen og i menneskets frie bevidsthed – der dog pga. af arvesynden ikke er fuldstændigt fri. Men det fører for vidt.

Forbindelsen er dog den, at ladhed eller dovenskab – acedia – primært er åndelig ladhed eller dovenskab. At man ikke holder sin bevidsthed klar og vågen, men lader den slumre og derfor fristes af ugudelige tanker og tilbøjeligheder. Det handler således ikke om, at være geschæftig og ha’ gang i en hel masse, heller ikke selvom ens arbejde er læsning. Og det bringer mig frem til nutiden.

Jeg går ind for læsning og ikke mindst går jeg helt ind for flittige medicinstuderende, der passer deres studier. Jeg vil ikke opfordre til ladhed. Men det synes mig som om en del studerende læser hele tiden og det er hverken sundt for sjælen eller for legemet. Det er formentlig heller ikke vejen til gode karakterer. Det er nemlig sådan at hjernen ikke kan kapere mere end højest 5-6 timers effektiv læsning om dagen, hvis man altså ikke laver andet intellektuelt arbejde. Forelæsninger og undervisning trækker altså en del timer fra. Eksamenslæsere kunne sikkert lære noget af middelalderens munke og nonner. Nemlig hård tidsstyring og variation. Som alle der har læst eller set Rosens navn ved, så var og er munkelivet som regel styret af tidebønner. Den inddeler dagen i 7 dele – der i dagtimerne har tre timers interval. Selve bønnen var dels sang af davids salmer, bøn, evt. læsning og ved en af de sene bønner evt. også prædiken. Men i mellem bønnerne var der forskelligt arbejde. Nu er jeg ikke fortaler for en tilbagevenden til en middelalderlig katolsk fromhedstradition, men den stramme inddeling af dagen med pauser (bøn/meditation) giver utvivlsomt ro og fokus.

Alligevel vel jeg være protestantisk og sige, at man altså ikke frelses af sine gerninger. Det gælder også psykologisk: man bliver ikke god nok ved at arbejde eller anstrenge sig. For hvornår er det nok? Man kan jo altid lige gøre lidt mere. Nej god nok – det der psykologisk svarer til frelse – er noget man er eller bliver ved det andre gør ved en. Primært ved at de elsker en eller i hvert fald anerkender en som man er. Også selvom man ikke er perfekt. Og det er stadig en pointe i kristendommen, at Gud anerkender dig som du er og at han allerede har frelst dig og det er ikke noget du skal gøre dig fortjent til.

God eksamen og god sommer.

Nicolai Halvorsen, studenterpræst

Link til Augustin De civitate 11,13 og 11,33
http://www.ccel.org/ccel/schaff/npnf102.iv.XI.13.html
http://www.ccel.org/ccel/schaff/npnf102.iv.XI.33.html

Link til forskellige ordsprog om ladhed
http://detdan.dk/ordsprog_a-z/L/ladhed.htm

Tidebøn se http://www.katolsk.dk/fileadmin/user_upload/mini_lex/t.html
Om cicsterciensernes liv, herunder også tidebønner http://www.esrum.dk/besoeg/historie/cistercienserne/

Studenterpræst Nicolai Halvorsen og akademisk medarbejder Lise Lotz skriver et afsnit på skift hver uge og vores bidrag til føljetonnen vil være ordnet efter de syv dødssynder: hovmod ("superbia"), griskhed ("avaritia"), nydelsessyge ("luxuria"), misundelse ("invidia"), frådseri ("gula"), vrede ("ira") og ladhed ("acedia").